Donald B. Wagner, Den traditionelle jernindustri i Kina og dens moderne skæbne

Klik på et billede for at se det forstørret.

Jernindustrien i Guangdong

De traditionelle kinesiske jernudvindingsteknologier har udviklet sig individuelt i hver region i løbet af århundrederne, og derfor har der i moderne tid været ret meget regional variation. Her vil jeg fokusere på én region, den subtropiske provins Guangdong i Sydkina, mens andre regioner bliver behandlet mere kortfattet.

Om Kinas handel med Sydøstasien se Bennet Bronson, ‘Patterns in the early Southeast Asian metals trade’, i Ian Glover o.a., Early metallurgy, trade and urban centres in Thailand and Southeast Asia, Bangkok: White Lotus, 1992, s. 63–114.

Guangdong havde fra oldtiden været en del af Kina, men provinsen var ikke særlig vigtig, hverken økonomisk eller kulturelt, før Ming-dynastiet (1368–1644). Da var det, at forbedret transport og handel gjorde Sydkinas naturresourcer tilgængelige for industrifolk og investorer samtidig med, at overbefolkning, intensivt landbrug, udpining af jorden og skovrydning gjorde Nordkina fattigere. Tyngdepunktet for Kinas økonomi flyttede sydpå, handelen med Sydøstasien, Mellemøsten og Vesten voksede, og Guangdong blev en af Kinas rigeste provinser. Jernindustrien voksede kraftigt.

I Nordkina havde skovrydningen længe været et problem, og senest fra det 10. århundrede var brændslet til højovne her for det meste kul, ikke trækul. Men problemet med svovl fra kul i højovnsjern blev aldrig løst, og efterhånden som kvalitetsjern fra Guangdong, udvundet med trækul som brændsel, blev et normalt handelsprodukt forsvandt højovnene i Nordkina. I provinsen Shanxi fortsatte jernproduktion med en helt anden teknologi.

Tael, et ord som vistnok kommer fra malayisk, er hvad udenlandske forfattere plejer at kalde det kinesiske vægtmål liang på 37 gram.

Jernværkerne i Guangdong var af to meget forskellige typer, store og små. Lovgivningen tog hensyn til forskellen: tilsyn med de to typer lå under forskellige instanser i provinsens administration, og de betalte en skat på henholdsvis 53 og 5,3 tael sølv pr. år. Det var altså ikke et problem for en teknisk uvidende embedsmand at kende forskellen mellem de to typer; der var ingen mellemtyper.

De store jernværker

Flodpramme ved Foshan
Flodpramme ved Foshan, Guangdong, 1984 (Foto DBW).

De store jernværker var placeret i bjergene i den vestlige del af provinsen, hvor de store skove gav rigeligt med brændsel. Det jern, som de producerede, blev for det meste transporteret ad provinsens store floder til Foshan (også kendt som Fatshan), en industriby ca. 20 km fra provinshovedstaden Guangzhou (Canton). Her blev fremstillet utallige slags jernprodukter, som blev solgt overalt i Kina, i Sydøstasien og også længere vestpå.

En beskrivelse af de store jernværker findes i en bog om Guangdong skrevet i begyndelsen af Qing-dynastiet (ca. 1680) af Qu Dajun (1630–1696), som var både lokalpatriot og Ming-loyalist. Det er en stor bog, over 700 sider i en moderne udgave, og den fortæller om alle Guangdongs herligheder, som de var under Ming-dynastiet hundrede år før. Den er helt klart bygget op som en mosaik af citater fra skriftlige kilder, som i dag er forsvundet, og teksten skal læses med den kritiske sans i fuldt beredskab.

De store jernværker, beskrevet af Qu Dajun (1630–1696)

Højovnen er stor, 5,6 m høj, og blæseanordningen drives af fire mennesker. Malm og brændsel (og flussmiddel?) charges ved hjælp af et mekanisk apparat af en eller anden slags. Driften synes at foregå kontinuerligt i ca. et halvt år, fra efterår til forår, og producerer mellem 2 og 4 tons pr. døgn (4 tons jern fylder en halv kubikmeter).

Teksten giver nogle kvantitative økonomiske data for ‘et jernværk’, men tallene for arbejdsstyrken, lastdyr og skibe kan ikke være for et enkelt jernværk – hvis alle disse menneskers arbejde var nødvendigt for at producere 2–4 tons jern pr. døgn, var driften uendelig ineffektiv, og desuden ville 200 okser og en flåde på 50 skibe ikke være nødvendig for at transportere jernet. Her må Qu Dajuns kilde have været beskrivelsen af et firma, der drev flere jernværker.

Satellitfotografi af Luoding
Satellitfotografi af området omkring Luoding, Guangdong, taget fra Google Earth. Byen Luoding ligger på en biflod til den store West River, på kanten af en bar slette, med skovklædte bjerge tæt på.

Luodings koordinater er 22,76 N, 111,56 Ø. Den nemmeste måde at finde koordinaterne på historiske steder i Kina er gennem China historical GIS.

Det bedste jern skulle ifølge Qu Dajun komme fra Datongji i Luoding amt. Et forskerhold fra Guangdongs Provinsmuseum foretog undersøgelser i Luoding i 1978 og 1982, og fandt mange tegn på en fortidig storproduktion af jern.

Oplysningerne om undersøgelserne i Luoding kommer fra Cao Tengfei og Li Caiyao, ‘Guangdong Luoding gu yetielu yizhi diaocha jianbao’, Wenwu 1985.12: 70–74.

Det var oftest i nærheden af landsbyer med tegnet lu (som betyder ‘ovn’) i navnet: Tielu, ‘jernovn’; Luxia, ‘under ovnen’; Jiuludu, ‘gamle ovnmester’; og lignende. Her blev fundet fortidige minegruber og ruiner af højovne, og i markerne finder bønderne mængder af slagger og trækul.

Forskerholdet undersøgte en ovnruin i landsbyen Luxia, og resultatet synes at bekræfte Qu Dajuns beskrivelse af en højovn. En pensioneret lærer og lokalhistoriker i landsbyen Tielu fortalte holdet, at seks fortidige jernværker i omegnen alle havde været ejet af én mand, Mai Wenyuan, som man desværre ikke ved mere om. Dette bestyrker formodningen om, at Qu Dajuns oplysninger om arbejdsstyrken gælder et firma og ikke et enkelt jernværk.

Ved Datangji er der en stor bugt, som har fungeret som havn. Lokale pensionerede søfolk kunne huske en tid, da der altid lå 30–40 flodskibe for anker her. Skibene sejlede råjern og wokker ned ad floden til bl.a. Foshan, og kom tilbage med en last af skrotjern og forskellige handelsvarer. Der var altså stadig en forholdsvis stor produktion af jern i Luoding i begyndelsen af det 20. århundrede.

De små jernværker

Højovnene i Guangdong blev klassificeret ved lov som dalu, ‘store ovne’, og tulu, ‘lokale ovne’, som var små. Som vi lige har set producerede de store råjern; de små kunne bruges både til produktion af råjern fra malm og som kupolovne til støbning af genstande fra råjern og/eller skrot. De store fandtes i områder med rige skovresourcer og mulighed for flodtransport til store markeder, mens de små fandtes overalt.

Støbning af wokker i en lille ovn
Støbning af wokker med en lille kupolovn, malet af en anonym kinesisk kunstner i Guangzhou, ca. 1840. (British Museum, Oriental and India Office Collections, Add.Or. 2333–2342; hele albummet er reproduceret i The casting of iron woks in Guangdong, China, in 1840).

Om kupolovne, og generelt om jernstøbning, se Støberibogen : fagbog for Jern- og Metalstøbere, København: Dansk Støbemesterforbund, 1. udg. 1938; senere udg. 1945, 1953, 1956. Se også ‘Støbejerns metallurgi og lidt om kinesisk støbejern’ og ‘Cast iron in China and Europe’.

Billedet viser en af de små ovne i brug til støbning af wokker. Blæsten kommer fra en stor ‘vindkasse’ (fengxiang, engelsk ‘windbox’), som betjenes af én mand. Den traditionelle kinesiske vindkasse er en stempelpumpe, som ved en sindrig kombination af ventiler blæser luft både når den trykkes og når den trækkes. For at tappe vipper man hele ovnen. Jernet flyder ud i en støbeske, som er skjult bag ovnen, og hældes fra skeen i støbeformen.


Råjernsproduktion fra malm vises i et kinesisk album i Bibliothèque Nationale, Paris, som vi ikke har lov til at vise. De vises alligevel her i lille format, i håb om, at biblioteket ikke bliver alt for vred.

1. Terrænet sondres
5. Jorden lutres

1. ‘Terrænet sonderes’
5. ‘Jorden lutres’, dvs. jern udvindes af den ristede malm.


2. Jernmalmen afprøves
6. Ilden fjernes

2. ‘Jernmalmen afprøves.’ 6. ‘Ilden fjernes’ – billedet synes at vise bortskaffelse af den flydende slagge.
3. Jernmalmen brydes
7. Jernet hældes ud

3. ‘Jernmalmen brydes.’ 7.‘Jernet hældes ud.’
4. Malmen ristes
8. Barrer laves

4. Malmen ristes. (Den kinesiske billedtekst er, uforklarligt, ‘Bly udskilles’, men billedet viser helt klart ristning af malmen.) 8. ‘Barrer laves’.
Jernproduktion i Guangdong, otte akvareller af en anonym kinesisk kunstner i Guangzhou, ca. 1845. (Bibliothèque Nationale, Paris, ‘‘Fer’, C.E. Oe 119 in-4°, 1–8).
Først bliver malmprøver samlet og undersøgt af en ekspert, som vi kan kalde ‘geologen’. Dernæst ses minedrift og ristning af malmen. Den ristede malm bliver charget i ovnen sammen med trækul og måske et flussmiddel. Blæsten til ovnen kommer fra en meget lille vindkasse, som betjenes med én hånd. Man vipper hele ovnen for at tappe jernet, som bliver støbt i barrer.

Disse malerier giver de eneste informationer, som vi har om de små højovne i Guangdong. Sammenligning med fotografier af små højovne andre steder i Kina viser, at malerierne er idealiserede. Alligevel må kunstnerne have set de ovne, for der er mange tekniske detaljer, som er rigtige.

Kupolovnen i ovenstående billed  er bygget af ler, sandsynligvis i tre dele som mange andre små højovne i Kina, på en trefodet base af jern. Arbejdet er meget varmt, og arbejderne vises næsten nøgne. Vindkassen er ret stor, og det passer også med fotografierne.

Nr. 5 og 7 i albummet til venstre er ‘pænere’, arbejderne har tøj på, og det er svært at tro, at den lille vindkasse kan give den nødvendige blæst, men ellers er selve ovnen troværdig. Den nederste del (herden) må være af støbejern, sikkert foret med ildfast ler. Den øverste del ligner en flettet kurv, men den er nok af ler formet på indersiden af en flettet form. Ovnen bliver charget på en akavet måde. Man kan i nedenstående billede (en højovn til kobberudvinding) se et mere hensigtsmæssigt arrangement, men også her ser det noget akavet ud, idet arbejderne skal stå op på en gammel spisebordsstol for at komme op på stilladset.

Kobberudvinding i Kaifeng
Højovn til kobberudvinding i Kaifeng, Henan, 1987 (foto DBW – se også The casting of iron woks in Guangdong, China, in 1840).

Forfald

Ming-dynastiet har sandsynligvis været jernindustriens storhedstid i Guangdong, men vi har ingen data om antallet af værker eller den årlige produktion før langt senere. I 1734 skrev en Qing-embedsmand, at der er ‘mindst’ 50–60 store jernværker i de bjergrige dele af provinsen, som beskæftiger titusinder af arbejdere. De producerer hver ca. 500 tons pr. år, hvilket rimer med Qu Dajuns oplysning om, at højovnen producerer 2–4 tons pr. døgn fra efterår til forår.

Mit gæt er, at både antallet af store jernværker og provinsens årlige produktion havde været meget større omkring 1600. Kaoset under og efter Qing-erobringen, samt Qing-dynastiets forbud mod eksport af smedejern og stål, må have haft en negativ virkning på industrien. Hvorom alting er, gik antallet af store jernværker herefter nedad: i 1734 var der mindst 50–60; i 1762, 45; i 1799, 25. I 1889 var der ingen store jernværker tilbage.

Vi har meget lidt information om de små jernværker, men de synes at have klaret sig noget bedre. I 1735 fandtes de overalt i provinsen, og i 1847 fik C. F. Liljevalch det samme at vide om ‘små vippeovne’. I 1954 var der tre amter i Guangdong, hvor små jernværker fortsatte produktionen, og de var blevet genintroduceret i flere andre amter. Den produktion, som ifølge de lokale søfolk stadig fandt sted i Luoding i det 20. århundrede, må nu være kommet fra små højovne i stedet for de store, som blev brugt tidligere.

Vestlig konkurrence

Om den engelske jernindustris udvikling under Den Industrielle Revolution er en god og letlæst bog J. R. Harris, The British iron industry, 1700–1850, Basingstoke & London: Macmillan Education, 1988. En mere fyldig monografi er Charles K. Hyde, Technological change and the British iron industry, 1700–1870, Princeton, N. J.: Princeton University Press, 1977.

Forfaldet skyldtes især konkurrence fra Vesten. Omkring 1700 ville det have været en absurd tanke, at prøve at eksportere jern til Kina – det kinesiske jern var lige så godt, og billigere, og den lange transport ville gøre det europæiske jern endnu dyrere. Men i løbet af 1700-tallet kom den serie teknologiske landvindinger, hovedsagelig i England, som vi i dag kalder Den Industrielle Revolution. Prisen på jern faldt dramatisk, og samtidig faldt også prisen på skibstransport. Endnu en faktor var, at alle skibe havde brug for en tung ladning som ballast på rejsen ud. Det var oftest bly eller kviksølv, men efterhånden som kinahandelen voksede blev markedet for disse varer mættet, og det blev nødvendigt at finde andre ballast-varer. Løsningen på problemet blev i stor udstrækning opium, men det var slet ikke alle skibe, der medbragte ulovlige varer. Fra omkring 1750 blev der jævnligt gjort forsøg med import af europæisk jern til Guangzhou, men første gang det kunne sælges med profit var i 1807. I 1834 var udenlandsk jern blevet en vigtig handelsvare i Guangzhou.

I 1847 giver C. F. Liljevalch en beregning af omkostningerne ved eksport af europæisk jern til Kina, og det bliver ialt £30 for 10 tons. Han angiver ikke prisen på svensk jern i Sverige, men prisen på engelsk jern i England var ca. £7 pr. ton. Engelsk ‘nail rod’ kunne sælges for mindst $4,50 pr. picul, dvs. £16,50 pr. ton, hvilket giver en profit på 65 procent.

Qing-regeringen havde en ganske enkel og effektiv måde at regulere industri og handel på. Direkte regulering ville have krævet embedsmænd med en detaljeret viden om nogle meget tekniske aktiviteter. I stedet solgte man monopolrettigheder (strengt taget er det korrekte ord oligopol-rettigheder) til private individer, som blev styrtende rige men blev holdt ansvarlige for, at lovene blev overholdt og skatterne betalt. Et velkendt eksempel var ‘hong-købmændene’, tretten kinesiske købmænd, der havde eneret til al handel med udlændinge i Guangzhou, som var det eneste sted, hvor udlændinge måtte handle. Andre eksempler var monopolet på salt-handelen og et særligt monopol på handel med ginseng i nordøst-Kina. Handelen med jern var også underlagt et monopol, som vi ikke ved ret meget om; Liljevalch nævner det kort. Nanjing-traktaten, 1842, som afsluttede Opiumskrigen, forbød den type monopol og åbnede fire andre byer for udenlandsk handel. Derved mistede Qing-regeringen sin eneste mulighed for at regulere handelen. Som Liljevalchs rapport viser eksisterede monopolet endnu 4–5 år efter, men efter klager fra britiske handelsfolk blev det endelig opløst.

Nu gik det stærkt. I 1867 blev der importeret 7.000 tons jern, i 1869 27.000 tons, i 1891 112.000 tons. Noget af importen dækkede en øget efterspørgsel i forbindelse med Kinas første skridt mod modernisering, men det meste må have erstattet indenlandsk produktion.

Omkring 1900 var Kina næsten totalt afhængig af importeret jern. Første Verdenskrig betød, at meget import blev afskåret, og da USAs regering lagde en embargo på al eksport af jern og stål i januar 1918 stig prisen på jern i Kina til det tidobbelte. Det betød nye muligheder for den traditionelle jernindustri, som vi kommer til at se i det følgende, men der var ikke så meget tilbage af den.

Kinas første moderne jernværk blev etableret i 1891 i Hanyang (det nuværende Wuhan), og i 1922 var der syv moderne jernværker i drift. De er dog ikke en del af denne historie, for det meste af deres produktion blev solgt til japanske kreditorer under markedsprisen, mens det kinesiske forbrug af jern blev dækket af den traditionelle sektor samt import.

Det kan virke paradoksalt, at det var de store jernværker i Guangdong, der forsvandt, mens de små, meget mindre effektive, jernværker holdt noget bedre. Sagen er den, at kun de store jernværker kom i direkte konkurrence med det udenlandske jern. Store højovne producerer for store markeder; store markeder har i sagens natur gode transportmuligheder; og sådanne markeder er de nemmeste for importvarer at penetrere. De små jernværkers små markeder var beskyttet af høje transportomkostninger.

Selvom udenlandsk konkurrence uden tvivl var den primære årsag til Guangdong-jernindustriens forfald skal det også nævnes, at udlandshandelen i sig selv bragte rige kinesere nye investeringsmuligheder. Alle ledene i produktion og handel med te, porcelæn, silke og alt det andet, som udlændingene købte, samt opium, må have givet investorerne meget bedre afkast end jernproduktionen, som historisk og internationalt kendes som en lavprofit-industri. Det kan være en medvirkende årsag til, at de store investeringstunge jernværker blev nedlagt. Desuden har der nok været indenlandsk konkurrence, især fra jernindustrien i provinsen Shanxi. Her brugte man en radikalt anderledes teknologi, som var ret ineffektiv men ikke krævede store investeringer.

Klik på et billede for at se det forstørret.