Jernindustrien i Guangdong, 1845–47, af den svenske handelsattaché C. F. Liljevalch

Om svenske industrispioner i England kan man f.eks. læse J. R. Harris, Industrial espionage and technology transfer: Britain and France in the eighteenth century, Aldershot: Ashgate, 1998, s. 508–513.

[For en historiker, der er interesseret i jernindustrien på et bestemt sted i en bestemt tid, er et godt råd, find svenskeren. Svenskere har siden 1700-tallet rejst over hele verden, og jernindustrien har været en så vigtig del af den svenske økonomi, at de rejsende meget ofte har sendt detaljerede rapporter hjem om den lokale jernteknologi og om markedet for svensk jern. F.eks. kommer meget af vores viden om engelsk jernindustri i 1700-tallet fra svenske ‘industrispioner’.]

Liljevalch har en biografi i Svenskt biografiskt handlexikon, 1906.

[Liljevalch var i Guangzhou for at forhandle en ny handelstraktat mellem Sverige og Kina, og besøgte også Shanghai og andre kystbyer. Mange af oplysningerne i hans bog synes at stamme fra samtidige engelske og amerikanske bøger, men afsnittet om metalindustri må være baseret på hans egne iagttagelser, da ingen andre har så detaljerede oplysninger. Man skal bare være opmærksom på, at han taler om ‘Kina’, men kun kender til situationen i Guangdong. Kapitlet ‘Metaller’ fylder 16 sider, heraf 9 om jern. Jeg har kun oversat ca. halvdelen af jernafsnittet.]

Jern

Kinas store folkemængde, intensive agerbrug, mangfoldige håndværk og næsten utallige fartøjer af forskellige størrelser burde forudsætte et umætteligt forbrug af jern. Alligevel står forbruget, skønt stort, ikke i sædvanligt forhold til befolkningstallet og industrien.

. . .

Politiforordningen lægger ikke ringe forhindringer i vejen for et større forbrug af jern. Indehaveren af en større mængde jern end nødvendigt for driftens daglige behov bliver mistænkt og udsat for myndighedernes forfølgelse og optrækkeri. Mandarinerne opgiver som grund til dette, at man frygter jernets utilbørlige anvendelse til våben mod den bestående orden, og som et middel til at anspore til og støtte de ofte forekommende oprør i provinsegnene.

Jernhandelen er derfor så vidt underkastet monopol, at kun visse jernhandlere, som har fået privilegium af lokalmyndighederne, har tilladelse til at have metallet til salg, og disse bliver underkastet strengt tilsyn og en betydelig kaution for opfyldelsen af visse foreskrifter. Ingen transport af jern må ske uden licens. Jernhandlerne må ikke sælge mere end et vist kvantum til hver person, og de bliver holdt ansvarlige, hvis de afhænder noget jern til løse personer, tyve og sørøvere.

Jeg ønskede at hjemføre en vis mængde kinesisk jern af forskellige typer som forsøgsemner, men jeg mødte mange vanskeligheder derved, da man påstod, at større kvanta end 10 catty [6 kg] eller 14 skålpund ikke måtte sælges til én person. Det blev derfor nødvendigt at sende forskellige personer til flere forretninger for at samle 1 picul [60 kg] jern.

Jernmalm findes næsten overalt i det indre af Kina, og udvinding af råjern drives som folkehverv i små vippeovne. Større støberier findes også, hvor 100 arbejdere er beskæftiget på ét sted, men valseværker findes slet ikke, og der forekommer heller ikke noget stangjern i handelen. Alt er i små stykker.

Smedene benytter små jernbarrer, bearbejdet i forskellig grad, som benævnes én gang glødet og to gange glødet.

. . . [Her følger dimensionerne på jernbarrerne: De største har form som et målebæger på ½ liter, ellers er de én gange glødede enten 10–12,5 × 6,25 × 4,4–5 cm eller 7,5–10 × 6,25 × 3,75 cm, de to gange glødede enten 7,5 × 3 × 3 cm eller 12,5–15 × 7,5–10 × 2,5 cm].

Begge slags udsmedes i almindelige smedjer til stænger, ca. 20 tommer lange,½–¾ tommer brede og ¼–⅜ tommer tykke [50 × 1,25–1,9 × 0,6–0,9 cm]. Disse bliver tilvirket til alle slags smedede emner, især søm.

Det kinesiske jern er let at arbejde med, dertil anvendes både trækul og stenkul. Blæsten kommer enten fra et træcylinder, 8–10 tommer [20–25 cm] i diameter, stående med en hældning på 45 grader, eller af en firekantet kasse, i begge tilfælde forsynet med en stempel, som betjenes af en karl, som afløses efter 1–2 minutters arbejde. Skiftet sker så hurtigt, at stemplet ikke et øjeblik standser.

Kinesiske smede arbejder hårdt og dygtigt, og mod en så ringe arbejdsløn, at forskellen i pris mellem råmaterialet og den færdige smedegenstand er forbavsende ringe, især i betragtning af, at kun menneskehånd, uden den ringeste hjælp fra maskineri, tages i brug.

Det er nok kun i Kina at man får at se 3 à 4 af disse discipler af Vulcan, alle med tobakspiben i munden, uden at blive generet af den, med største dygtighed håndtere forhammeren i hænder, som i form og dimensioner snarere skulle være bestemt til en kvinde end til en smed.

. . .

De hjemførte prøver af støbegods vidner om en usædvanlig dygtighed, især når man sammenligner stykkets lethed med dets store ydermål.

[Her og i det følgende taler forfatteren om de wokker af støbejern, som altid har forbavset europæere med deres ringe tykkelse og store diameter.]

Kinesisk kedelflikker
En kinesisk kedelflikker, ca. 1850. Akvarel af den kinesiske maler You-qua i Guangzhou. (Det kongelige Bibliotek, København, Ny kongl. Saml., 346b, nr. 33). Se også min Chinese tinkers.

Kineserne besidder kunsten at sammenføje sønderslåede støbejernsgenstande. I byer og landsbyer møder man ustandseligt personer som bærer på et lille apparat og råber højt om deres dygtighed i at reparere gamle jernpander, hvilket de også beviser på en for europæeren forbavsende måde. På et par minutter sammenføjer de den ituslåede gryde, som derefter er så god som ny, og jeg har ofte set en sådan reparation betalt med blot 2 stiver [=1 øre]. Håndværkeren smelter forskellige pulvere i en støbeske med en lampe og blæserør, og denne masse hældes i sprækken med en teske, en lille smule ad gangen, mens manden trykker den ind med fingrene, beskyttet af papir, fra begge sider. En næsten umærkelig forhøjning viser stedet, hvor sprækken har været, men gryden synes at være stærkere end før.

. . .

Om stålfremstilling i Kina se ‘Some Chinese steelmaking methods’.

Stål fremstilles i en stor by i nærheden af Canton [Guangzhou], der hedder Fashan [Foshan]; i Suchau [Suzhou], en by som er berømt for sin rigdom og mange fabrikker; og flere andre steder. Forbruget af stål er ikke ubetydeligt, men det er lavere end sædvanligt i forhold til antallet af arbejdende individer. Mange værktøjer er nødt til at være stålsat, men de er små og nette, og bruges med let hånd.

Den kinesiske granit anvendes meget, men den er så let at bearbejde, at den ikke slider så meget på mejselen.

Kinesisk stål er så højt estimeret, at det sælges for 7–8 piaster [mexikanske dollars] pr. picul for den ringeste kvalitet og 15–20 piaster for den bedste, mens europæisk stål sælges til 6–7 piaster. Som grund til dette angiver de kinesiske smede, at det indenlandske stål er blødere, nemmere at bearbejde og mere kompakt end det europæiske. Det forekommer oftest i kager og klumper, som i detailhandelen bliver slået i småstykker. I brudfladen ligner det enten rent støbejern eller noget i nærheden af zink.

Fra England indføres til Canton, og efterhånden også Shanghai, det såkaldte nail-rod, på svensk skärjern, som sælges for 4½–4⅘ piaster pr. picul; derudover en ubetydelig mængde stangjern, og dette kun af de mindste dimensioner, som sælges for 3¼–3½ piaster pr. picul.

Jernbåndene fra baller af bomuldsgarn og -stof sælges til smedene for 2 – 2½ piaster pr. picul. De svejser dem sammen til stænger, som bruges til fremstilling af søm.

Svensk jern blev tidligere importeret regelmæssigt til Canton, men i de senere år har tilførselen været usikkert og blot tilfældigt. Derfor er det kun ganske få smede, der kender til svensk jern. . . . Nogle meget gamle mænd blandt Cantons smede sagde, da de så mine prøver, Hau, hau, hauti, Sui-tai, ‘Skønt, skønt, uovertruffent svensk jern!’, og tilføjede, at de i lang tid ikke havde haft lejlighed til at bruge dette materiale.

. . .

Som vejledning for spekulationen kan det være nyttigt at kende de priser, hvortil det kinesiske jern kan produceres. Efter de mest indgående undersøgelser er jeg kommet til den overbevisning, at de ovenfor beskrevne små jernbarrer ikke kan fremstilles og transporteres til kystbyerne for under:

2½ – 2¾ piaster pr. picul for det såkaldte én gang glødede;

3¼ – 3¾ piaster pr. picul for det to gange glødede.

Det sidstnævnte kræver dog en ny glødning for at kunne anvendes på samme måde som stangjern.

I 1847 solgtes svensk stangjern for 5 piaster pr. picul og endnu mere.

. . . [Her følger en beregning, som bl.a. viser, at fragt, told og diverse udgifter for levering af 10 tons jern fra Europa udgør £30,55 (engelske pund), hvorved, med 1 piaster = £0.22 og £1 = 12 svenske rigsdaler, nettoprovenu for levering af 10 tons jern bliver 699 piaster = £151,45 = 1817,4 rigsdaler. Han angiver ikke prisen på jernet i Sverige.]

Jern- og stålfabrikater kan dårligt blive genstand for eksport til Kina, hvor man helst bruger indenlandsk fremstillede værktøj, og hvor arbejdslønnen er så lav, at håndarbejdet kan konkurrere med Europas maskinarbejde. Sendinger fra England og Tyskland har med få undtagelser ikke realiseret 40 procent af fremstillingsprisen, og størstedelen af disse varer er, af mangel på afsætning, blevet geneksporteret til Manila, Java, Sandwich-Øerne og Amerikas vestkyst.

[Oversat fra C. F. Liljevalch, Chinas handel, industri og statsförfattning, jemte underrättelser om chinesernes folkbildning, seder och bruk . . . , Stockholm 1848, s. 117–126.]

Klik på et billede for at se det forstørret.