Donald B. Wagner, Den traditionelle jernindustri i Kina og dens moderne skæbne

Klik på et billede for at se det forstørret.

‘Det Store Spring Fremad i Jern og Stål’, 1958–60

Den kommunistiske magtovertagelse i 1949 bragte fred efter mange års krig og ødelæggelse. I de første år derefter var regeringen optaget af akutte problemer såsom genoprettelsen af landbruget og den mest basale infrastruktur, alt imens man med hjælp fra Sovietunionen tog de første skridt mod opbygning af moderne industrielle anlæg – kulminer, stålværker, olieraffinaderier osv.

Gradvist begyndte ‘gridlock’ problemer at vise sig. Udbygning af infrastrukturen (jernbaner, veje, havne, el-nettet osv.) krævede stål i store mængder; men produktion af stål i de store stålværker, som de sovietiske rådgivere anbefalede, krævede en udbygget infrastruktur. Resourcer til investering i industrien kunne kun komme fra landbruget; i Sovietunionen under Stalin havde man konfiskeret bøndernes overskud ved særdeles hårdhændede metoder, men de kinesiske bønder havde ikke meget overskud. Desuden var Mao Zedong og hans kreds selv for en stor dels vedkommende af bondeslægt, og nærede slet ikke det had til bønderne, som havde drevet Stalin. Og omkring denne tid begyndte den politiske spænding mellem Kina og Sovietunionen at vise sig.

I 1956 lanceredes en kampagne, som senere er blevet kaldt, ‘det lille Spring Fremad’. Nu skulle dannelsen af landbrugskooperativer fremskyndes, mens man i industrien skulle satse på produktion i mindre lokale enheder som supplement til storindustrien. Lokal industri i mindre skala skulle mindske opbygningstiden, drage fordel af mindre forekomster af råmaterialer og reducere presset på Kinas tilbagestående transportinfrastruktur; dannelsen af kooperativerne skulle øge landbrugsproduktionen og vel også gøre den administrativt nemmere at beskatte.

Planlægningsenheden for Jernindustrien under Ministeriet for Metalindustri svarede på opfordringen ved at designe og bygge flere jernværker med højovne af moderne snit men af mindre størrelse, oftest 50–80 kubikmeter. Det er diminutivt i forhold til moderne højovne på 1500–3000 kubikmeter, men stort i forhold til de traditionelle højovne – de var sjældent over 10 kubikmeter, og var f.eks. i Dabieshan omkring 0,4 kubikmeter.

En ingeniørkonference om de nye små jernværker blev holdt i juni 1957, og ifølge den endelige rapport var deltagerne overvejende positive. Blandt konklusionerne var denne om valget af skala:

Yejin bao, 1957.22: 18.

Når man i en lokalitet bygger en højovn skal skalaen (dvs. produktionen) primært opfylde lokale behov og ikke være nationalt orienteret. Især i regioner, hvor transportforhold for råmaterialerne ikke er hensigtsmæssige skal skalaen ikke være for stor. Flere kammerater foreslog i deres indlæg, at lokale højovne passende kunne være på 30–50 kubikmeter . . . Ifølge foreløbige analyser og økonomiske sammenligninger vil en planlagt højovn på 80 kubikmeter i en typisk produktionsenhed kræve en investering på 25.000 yuan (inkl. selve højovnen og installation af vand, el, transport og faciliteter for arbejderne). En højovn på 50 kubikmeter kræver derimod en investering på kun 18.000 yuan, og en højovn som dem i Sichuan og Hunan på mindre end 30 kubikmeter kræver ca. 13.000 yuan.

Lille høhovn
Lille stålværk i Jiaozuo, Henan, 1959. Højovnen står yderst til venstre. (China reconstructs, december 1959, s. 26).
Lille højovn
En lille højovn bygget efter moderne principper, med en produktionskapacitet på 5 tons pr. døgn, 1958. (Peking review, 12. august 1958, s. 4).

En industriarbejders løn i denne periode var omkring 50 yuan pr. måned, så disse investeringer var slet ikke småpenge. Der var åbenbart tale om halvstore industrianlæg med 20–30 arbejdere, der producerede til et forholdsvis stort lokalt marked. De største af de traditionelle højovnstyper, som dem i Sichuan og Hunan, kunne bruges, men vægten var lagt på meget større og mere moderne anlæg. Denne strategi virker fornuftig, også set på en afstand af 50 år.

Ude i landet var der dog stadig interesse for de meget små højovne som dem, der blev brugt i Dabieshan og i Fujian. I isolerede egne var de aldrig blevet glemt, og de havde fået nyt liv i årene efter 1949. Anskaffelse af jern og stål udefra til den lokale genopbyning efter alle krigsårene krævede både penge og politisk indflydelse, to deciderede mangelvarer i de fattigste egne, og en fortsættelse af den lokale jernindustri var helt naturlig. I de sidste måneder af 1958 udkom en mængde brochurer med tekniske beskrivelser af konstruktionen og driften af meget små højovne, udgivet af forskellige provinsregeringer. De må have været under udarbejdelse siden et tidspunkt i 1957. Min beskrivelsen af teknologien i Dabieshan er delvis baseret på en sådan brochure. Brochuren angiver, at et jernværk, der bruger den beskrevne teknologi, kræver en investering på ‘kun’ nogle titusinder yuan. Her var der åbenbart stadig tale om etablering af industrianlæg med mange arbejdere, slet ikke om, at bønderne skulle ud og lave jern i baggården.

Man overså dog nogle store problemer. De fleste af de mindste højovne brugte trækul som brændsel, og udvidelsen af deres produktion måtte nødvendigvis føre til miljøødelæggelse. Og de, som brugte stenkul, producerede oftest råjern med højt svovlindhold, som nok kunne bruges af lokale jernstøberier, men ikke kunne omdannes til ordentligt smedejern eller stål.

Tidens politiske begivenheder spiller nu ind. Kritik af Kommunistpartiet fra de intellektuelles side var gradvist vokset siden de glade dage efter revolutionen, og i 1957 kom et svar fra partiet, som kaldtes ‘anti-højre kampagnen’. Blandt meget andet var det en kampagne mod eksperter. Ingeniører og økonomer, som advarede mod forudsigelige konsekvenser af nogle af partiets dispositioner, blev degraderet eller fyret, og her faldt de sidste bastioner mod uvidenhed eller ligefrem dumhed. Entusiasmen tog nu kommandoen.

Relevante udpluk fra Peking Review er: 4. marts, s. 8; 8. juli, s. 8; 29. juli, s. 12; 2. september, s. 4, 6–7; 16. september, s. 21–23; 30. september, s. 13–15; 14. oktober, s. 15–16; 21. oktober, s. 3–4; 11. november, s. 14–16; 18. november, s. 3: 30. december, s. 6–9.

Man kan følge ambitionernes himmelflugt i propagandabladet Peking review gennem årgang 1958. Den nationale økonomiske plan for 1958, som var blevet færdigforhandlet i løbet af 1957, omfattede bygning eller udvidelse af 14 små og mellemstore ‘metallurgiske projekter’ under lokal administration. I april blev Det Store Spring Fremad annonceret, bl.a. skulle kollektiviseringen fremmes, og der skulle bygges 13.000 små stålværker, hovedsagelig under folkekommunernes administration. Disse skulle ialt have en kapacitet på 20 millioner tons, dvs. en gennemsnitsproduktion på ca. 1.500 t/år, så der er stadig tale om små moderne værker samt måske de største af de traditionelle værker. I slutningen af juli var 50.000 små stålværker blevet bygget, i august var der 240.000, og midt i september kom antallet op på 350.000. Mange af disse må have brugt meget små traditionelle højovne som dem i Dabieshan og Fujian.

Mønsterkommune
En mønsterfolkekommune, propagandaplakat fra Det Store Spring Fremad, 1958. Øverst til højre står tre højovne (sml. fotografiet). Til venstre for disse, en gødningsfabrik og en cementfabrik. Midterst til højre, en forsøgsmark, inkl. forsker (med lup), underviser og en busfuld interesserede fra andre kommuner. Øverst til venstre, markerne, både korn og bomuld. Midterst til venstre, kornkamre. Længere fremme, sygehus og kollektiv spisesal. Nederst til venstre, plejehjem. (International Institute of Social History, Amsterdam, http://www.iisg.nl).

Den 29. august kom et direktiv, som reelt betød tvangskollektivisering af alt landbrug. Plakaten her viser idealet, bl.a. med kollektiv spisesal og tre højovne. Der står ‘højovn’ på hver af dem, og de er mere eller mindre korrekt tegnet efter en af de traditionelle højovnstyper,
Højovn
Højovn i Wushan, Gansu, 1958. (Foto Rewi Alley; arkivet på Needham Research Institute, Cambridge).
men der er ingen blæseapparat og ingen mulighed for at charge dem, og arbejderne synes at være tegnet efter et fotografi af en moderne Siemens-Martin ovn. Kommunen har ikke meget at bruge jernet til, da der hverken er støberi, friskningsherd eller smedje.

Jernværk
En højovn i Jinzhai amt, Anhui, fotograferet 1958. (All China makes iron and steel, Peking 1959).

I september 1958 besøgte Mao Zedong et lille traditionelt stålværk i Anhui, og var meget imponeret. Det har sikkert været et værk af Dabieshan-typen, som vist her til højre. Højovnen ser enkel ud, som noget enhver kunne bygge og drive, og i et avisinterview efterspurgte han nu en massekampagne for stålproduktion. Nu gik det rigtig stærkt, alle – alle – skulle ud og producere jern og stål.

Propagandabladene fra tiden er meget entusiastiske om kampagnen, men de billeder, de bringer, fortæller en anden historie. F.eks. må de, som blev overbevist af nedenstående fotografier, have været meget stærke i troen.

Fotografi
 
Soong Ching Ling (Song Qingling), enke efter Sun Yat-sen og viceformand for Den Nationale Folkekongres’ Stående Udvalg, producerer jern i sin baghave, 1958. (China reconstructs, januar 1959, s. 3).
Fotografi

Højovne bygget af masserne, 1958. (China reconstructs, januar 1959, s. 6).



Her var problemet dybest set, at de små traditionelle højovne slet ikke er enkle. Effektiv drift af dem kræver en sans for lyde, lugte og farver, som kommer af lang erfaring. Den erfaring havde man kun der, hvor produktionen aldrig var holdt op, nemlig i de fattigste og mest isolerede egne. Vi ved kun lidt om, hvad der skete der, for det var steder, hvor hverken journalister eller politikere havde meget lyst til at rejse. Undtagelsen var den newzealandske journalist

Rewi Alley, China’s hinterland – in the Leap Forward, Peking: New World Press, 1961.

Rewi Alley, som var en ægte fattigdomsromantiker og elskede strabadserne forbundet med at rejse i Kinas fattigste egne. Det er næsten kun ham, som har set og fotograferet traditionelle jernværker i drift under det Store Spring. Han bemærkede stolt, at det var de fattigste bønder, der lavede det bedste stål, og han mente sikkert, at der var moralske årsager til dette – men de økonomiske årsager har uden tvivl også spillet en ikke uvæsentlig rolle.

Problemerne kan ses rimelig tydeligt i en ellers optimistisk rapport i begyndelsen af december.

Peking review, 2. december 1958, s. 7.

Relationen mellem popularisering og højnelse – to aspekter af massebevægelsen – illustreres godt af den nationale kampagne for at producere jern og stål ved traditionelle metoder. I begyndelsen, da masserne endnu ikke havde mestret den nødvendige tekniske viden, og jernmalmsresourcerne ikke var kendt i detaljer, var vægten lagt på teknik og kvantitet. Det var populariseringsperioden. Nu, over to måneder senere, kender et meget stort antal arbejdere til den basale udvindingsteknologi; jernresourcernes geografiske distribution er bedre kendt; og produktionen har nået en anselig højde. Tiden er nu kommet til højnelse. De små og traditionelle ovne vil derfor komme til at indgå i dannelsen af integrerede jern- og stålcentre, som bruger både traditionelle og udenlandske metoder. Når dette er gennemført i hele landet bliver bevægelsen løftet til et højere niveau.

Mellem linierne kan man se, at massekampagnen ikke har været noget succes, og nu skal man finde en grimasse, der kan passe. Massekampagnen har derfor nu kun haft til formål, at ‘popularisere’ jernproduktionsteknologien, ikke i særlig grad at producere noget.

Peking review, 30. december 1958, s. 7

Der er mere i en rapport sidst på året fra Statens Økonomiske Kommission. Blandt opgaverne i 1959 er konsolidering af de små jern- og stålproduktionsenheder, og ‘arbejdskraften skal organiseres og benyttes rationelt.’ Stålværkerne skal integrere traditionelle og moderne metoder, som det er sket i Shangcheng og Macheng amter (som begge ligger i Dabieshan-området). De traditionelle metoders kvalitetsproblemer skal løses. Transporten skal forbedres, så værkerne får de nødvendige råmaterialer og det producerede råjern bliver leveret til tiden til de store stålværker.

Fire typer ovne

I stort set alt, der er skrevet om Det Store Spring i de seneste år, har både forskere og journalister blandet fire typer teknologi uhjælpeligt sammen:

  • De små moderne stålværker, som blev designet og fremmet af Ministeriet for Metalindustri. De var – og er stadig – et vigtigt supplement til de store værker, som blev bygget med sovjetisk hjælp. Men ordren i april 1958 om bygning af 13.000 sådanne værker var nok en fejl, og det er uvist, hvor mange af disse blev færdigbygget, eller producerede noget særligt.
  • De største af de traditionelle højovne. I egne som Sichuan og Hunan, hvor teknologien var velkendt, har disse givet et godt bidrag til produktionen, både ved at opfylde lokale behov og ved at levere råjern til de større værker.
  • De meget små traditionelle højovne, som blev dokumenteret og fremmet af forskellige provinsregeringer i Østkina. Uden tvivl har disse kunnet opfylde lokale behov, og de synes også at have leveret råjern til de moderne værker, men med fare for udbredt skovødelæggelse. Driften har nok være bedst i de fattige isolerede egne, og transport af råjernet fra disse til andre værker må have været vanskelig. Man hører om store mængder ‘ubrugeligt’ jern produceret i disse ovne, som mange år efter lå og rustede; sandsynligvis lå det ubrugt snarere pga. transportvanskeligheder end kvalitetsproblemer.
  • ‘Massernes ovne’ – de millioner af små højovne, som Mao Zedong d. 29. september 1958 tilskyndede bønderne til at bygge. Kampagnen var en fiasko, men varede kun nogle få måneder.

Desværre tror de fleste forskere, der har beskæftiget sig med perioden, at disse sidste var den eneste type højovn, som der var tale om.

Eksemplet Fenghuangwo

En artikel i propagandabladet China reconstructs for december 1959 er en reportage fra folkekommunen Fenghuangwo i Macheng amt, Hubei. Det fremgår, at bønderne i kommunen, som respons på opfordringen i april 1958 til et stort spring fremad, byggede flere hundrede højovne af den traditionelle type, som var velkendt på egnen. De producerede 700 tons råjern og 100 tons stål (som nok var det bløde stål, som vi normalt kalder for smedejern). Som nævnt ovenfor blev det sidst på året klart, at der var problemer med de små traditionelle jernværker, og det blev anbefalet fra centralt hold, at større og mere moderne værker skulle bygges på basis af erfaringerne med de traditionelle. Reportagen fortæller om bygningen af et sådant værk. I november 1958 var det i drift, stadig med råjern fra små traditionelle højovne på 0,4 kubikmeter, men med mere moderne efterbehandling i bessemerpærer og valsemaskiner. Det har sikkert været en udmærket disposition, i hvert fald i det korte løb, men højovnenes forbrug af trækul må enten have sat en grænse for produktionen eller truet miljøet. Sidst på året 1959 er de fleste af de traditionelle højovne blevet erstattet af meget små moderne højovne på 3 kubikmeter, antageligt koksfyrede. Grunden til, at man har valgt at bruge så små moderne højovne, er antagelig, at malmen var jernsand, og det er svært at bruge i store højovne.

Reportagen præsenterer værket i Fenghuangwo som en stor succes. Man skulle heller ikke vente andet, men jeg er parat til at tro på succesen. Dabieshan havde altid været et område med en klar komparativ fordel i jernproduktion, og de tekniske detaljer i reportagen er klare nok til, at man kan formode, at værket har produceret udmærket stål til lokale behov.

Det Store Spring Fremad i Jern og Stål var i sin helhed langtfra en succes, men heller ikke den katastrofe, det næsten altid beskrives som. Katastrofen i perioden lå i hungersnøden 1959–60, hvor millioner af mennesker døde af sult pga. dårlig høst kombineret med uerfaren, inkompetent og/eller korrupt ledelse i folkekommunerne under tvangskollektiviseringen. Men det er en anden historie.

Klik på et billede for at se det forstørret.