Donald B. Wagner, Den traditionelle jernindustri i Kina og dens moderne skæbne

Klik på et billede for at se det forstørret.

Jernindustrien i Sichuan

Den sydvestlige provins Sichuan er temmelig isoleret fra resten af Kina. Den er forbundet med det østlige Kina af Yangzi-floden gennem en serie vanskeligt passerbare slugter (som siden 2003 er blevet oversvømmet af en kæmpe dæmning), og med Shaanxi gennem en bjergvej, som i oldtid og nutid har været berygtet for sin ufremkommelighed. Til gengæld er der gode transportforhold indenfor provinsen. Navnet betyder ‘Fire Floder’, og transport på disse floder binder provinsen sammen til en økonomisk enhed. Jorden er frugtbar og klimaet pålideligt, og dette har gjort Sichuan til ét af landets spisekamre. Den har tiltrukket immigranter gennem hele Kinas historie, og befolkningstætheden er ekstrem. Provinsen blev i 1997 delt i to, Sichuan og Chongqing, se kortet.

Højovn i Sichuan
Tegning og snit gennem en vanddrevet højovn i Yingjing amt, Sichuan, ca. 1877. (Béla Széchenyi, Die wissenschaftlichen Ergebnisse der Reise des Grafen Béla Széchenyi in Ostasien, Bd. 1, Wien 1893, s. 678).
Højovn i Sichuan
Højovn i Sichuan, fotograferet ca. 1936. (Luo Mian, Zhongguo Gongchengshi Xuehui Sichuan Kaochatuan baogao, nr. 15: Gang tie, 1936, s. 19).
Højovn i Sichuan
Snit gennem en højovn i Qijiang amt, Sichuan, 1936. (Luo Mian, refereret ovenfor, s. 20).

En følge af disse geografiske faktorer er, at Sichuans jernindustri har haft gode markedsbetingelser: en stor befolknings efterspørgsel og gode transportforhold, isoleret fra udefrakommende konkurrence. Her har der siden oldtiden været en stor produktion af jern. De traditionelle højovne i Sichuan har i det sidste par århundreder været de største i Kina; billederne til venstre viser nogle af dem.

Den ældste beskrivelse af en højovn i Sichuan, fra 1877, er skrevet af den ungarske opdagelsesrejsende Béla Széchenyi. Malmen er blackband, en bjergart, som hovedsageligt består af FeCO3. Den ristes for at fjerne svovl og omdanne karbonaten til en oxyd (f.eks. FeCO3 = FeO + CO2↑), og derefter charges i toppen af højovnen sammen med trækul og sandsynligvis, som flussmiddel, kalksten. Blæsten kommer fra en enormt stor vindkasse (1 m i diameter, 3,5 m lang), som drives med vandkraft. Jernet tappes jævnligt og danner store plader på ca. 100 kg hver. Den flydende slagge tappes gennem samme hul, og derfor sker der en vis blanding af råjern og slagge, men det betyder ikke så meget, da slaggen nemt fjernes når råjernet bliver støbt eller konverteret til smedejern.

Pudlingsovn i Sichuan
Snit gennem en pudlingsovn i Sichuan, ca. 1936. Den er bygget af en type ildfast sandsten, som er almindelig i Sichuan. a. fyrkasse, højde 93 cm. b. pudlingsherd, diameter 67 cm. c. blæstrør. d. flammekanal. (Luo Mian, refereret her på siden, s. 24).
Pudlingsovn i SichuanPudlingsovn i Sichuan
To fotografier (for og bag) af den pudlingsovn, som ses i diagrammet. (Luo Mian, refereret her på siden, s. 24).

Råjernet bliver konverteret til smedejern i en pudlingsovn som den, der vises herovenfor. Den ligner den mere enkle friskningsovn i Dabieshan, med den forskel, at brændsel og jern holdes adskilt. Brændslet, enten trækul eller stenkul, bliver brændt i fyrkassen. Luft blæses ind, og flammen går nedad og smelter jernet i pudlingsherden. Pudleren rører rundt i det flydende jern indtil kulstoffet er brændt ud af det, og det kan fjernes som en pastaagtig klump smedejern. Adskillelsen af jern og brændsel gør arbejdet enklere og hurtigere og gør det muligt at bruge stenkul som brændsel, uden at der kommer for meget svovl i jernet.

Moderne tider bragte en gradvis ophævelse af Sichuans økonomiske isolation, især efter dampskibsdrift på Yangzi-floden blev almindelig i 1920’erne, med betydelige følger for provinsens jernindustri. Foruden konkurrencen med udenlandsk jern kom der en ny konkurrence med andre industrier for både råmaterialer og kapital, mens arbejdsomkostninger synes at være faldet.

Teknologien måtte tilpasses de nye økonomiske betingelser. Brugen af vandkraft blev ualmindelig, og højovnsblæsten blev nu oftest drevet af mennesker. Derved blev investeringen mindre, ikke kun fordi apparatet blev enklere, men også fordi placeringen af et jernværk fik en ekstra frihedsgrad: det var ikke nødvendigt at placere det på en dyr grund med adgang til vandkraft.

Brugen af flussmidlet kalksten i højovnen blev også ualmindelig. Den voksende produktion af cement havde gjort kalksten dyrere, men en anden faktor var, at højovnen kunne drives i længere tid uden kalksten. Den gjorde slaggen basisk, så den angreb ovnskakten, som oftest var af sandsten og derfor sur. Det kan være, at jernets kvalitet ofte herved blev forringet, da kalksten fjerner svovl i højovnen.

Om Sichuan under Anden Verdenskrig kan man foruden Spence (refereret på hovedssiden) læse Barbara W. Tuchman, Stilwell and the American experience in China, 1911-45, New York 1970 (mange senere genoptryk, nogle med ændret titel, Sand against the wind).

Under Anden Verdenskrig, efter Japans besættelse af Østkina, flyttede den kinesiske regering til Sichuan og etablerede en hovedstad i Chongqing. Provinsen var nu igen isoleret, og den traditionelle industri måtte igen dække hele det civile behov for jern. Mange forsøg blev gjort på at forbedre teknologien ved brug af moderne videnskab, og efter krigen, op gennem 1950’erne, fortsatte forsøgene, tilsyneladende med en vis succes. Erfaringen fra disse forsøg kan have været medvirkende til den optimistiske tilgang til den traditionelle teknologi, som prægede Det Store Spring Fremad, 1958–60.

Klik på et billede for at se det forstørret.