Den traditionelle jernproduktionsteknologi i Kina
Teknisk beskrivelse af højovnsdrift
Donald B. Wagner
november 2010
Webstedet er til dels baseret på min bog, The traditional Chinese iron industry and its modern fate, Richmond, Surrey: Curzon Press, 1997, hvor man kan finde flere detaljer og referencer til kilder og andre relevante publikationer. Min nyeste bog, Science and civilisation in China, vol. 5, part 11: Ferrous metallurgy, Cambridge University Press, 2007, dækker jernets historie i Kina fra den tidligste tid til det 20. århundrede. Der er mere på min hjemmeside, donwagner.dk.
Mens teknologihistorie oftest handler om succeshistorier og tekniske fremskridt skal vi her beskæftige os med den kinesiske jernindustris negative udvikling, fra verdens mest avancerede jernproduktionsteknologi omkring år 1600 gennem en teknologisk og økonomisk rutsjetur til en forholdsvis primitiv teknologi, som omkring 1900 kun overlever i de fattigste egne af landet. Denne historie er modstykket til udviklingen i samme periode i Europa fra en ny og uprøvet teknologi gennem Den Industrielle Revolution til den teknologi, som i dag dominerer, også i Kina.
Fra slutningen af 1800-tallet gjorde forskellige kinesiske regeringer forsøg på at optage den moderne vestlige teknologi, i første omgang uden ret meget held. Landet blev afhængig af import af stort set hele forbruget af jern og stål. Men det 20. århundredes store konflikter – Første og Anden Verdenskrig samt Den Kolde Krig – har ofte afskåret importen, og i disse perioder har den traditionelle industri fået nye muligheder. Det bedst kendte forsøg på at genoplive Kinas traditionelle jernindustri skete under det såkaldte Store Spring Fremad, 1958–60; vi skal slutte med at se på denne kampagne og bruge tekniske og historiske indsigter i et forsøg på at rette en del misforståelser om den.
Formålet med webstedet er at vise nogle eksempler på vekselvirkningen mellem teknologi, økonomi, geografi og politiske beslutninger i historiens gang. Studiet bruger flere slags kilder til belysning af disse faktorer, og vi skal også se på den kritiske tilgang, som er nødvendig for at få det bedste ud af kilderne.
Dette websted er næsten identisk med mit hæfte med samme titel, som blev udgivet af Erhvervsskolernes Forlag i 2008, og jeg sender mange tak til forlaget for tilladelsen til at lave versionen her. Otte billeder, fra et kinesisk album i Bibliothèque Nationale i Paris, kan ikke bringes her fordi biblioteket kræver en ret stor betaling, som jeg ikke har lyst til at betale. Man bliver nødt til at gå til den trykte udgave for at se dem.
På denne side giver jeg et meget kortfattet rids af historien. Klik videre for at læse mere.
Stor tak til Annie Winther, Søren Clausen og Søren B. Andersen for sproglig og faglig kritik.
Kinas nyere historie har været en rutsjetur fra 1700-tallets fred og økonomisk fremgang over borgerkrig og militær ydmygelse midt i 1800-tallet til vore dages status som industriel verdensmagt. Et aspekt af nedgangen var den vildtvoksende handel med Vesten, som bragte ubalance i landets økonomi og flere industriegrenes kollaps. Dette gjaldt især jernindustrien, som pga. konkurrencen med billigt vestligt jern overlevede bedst i fattige isolerede egne.
Fra Oldtiden har jernindustrien i Kina brugt en teknik, som man plejer at kalde for den indirekte proces: Støbejern blev produceret fra malmen i en højovn, og støbejernet blev konverteret til smedejern ved friskning eller pudling. Denne proces ser ved første øjekast ud til at være unødigt kompliceret, men den er stadig i dag den mest effektive måde at producere jern på.
Et aspekt med store historiske implikationer er, at jernproduktion i højovn giver meget stor skalaøkonomi: jo større produktion, jo lavere omkostninger pr. enhed.
Mens ovenstående beskrivelse passer overordnet på de fleste regionale jernindustrier i Kina var der meget stor variation i tekniske detaljer og – især – skala. I det følgende ser vi først på den subtropiske provins Guangdong, hvor den traditionelle jernindustri og dens historie er bedst dokumenteret, derefter bliver nogle andre regioner behandlet mere kortfattet.
I Guangdong var jernindustrien delt i to sektorer, med stor og lille skala. I bjergene blev råjern produceret i store højovne og transporteret ad floderne til industribyen Foshan, tæt ved provinshovedstaden Guangzhou, hvor jern- og stålprodukter blev fremstillet og solgt overalt. Samtidig blev jern produceret til lokalt brug i små højovne i landsbyer overalt i provinsen.
Denne opdeling i to sektorer er ikke unik for Guangdong. Det kunne ses andre steder i Kina, og også f.eks. i 1700-tallets Norge og Sverige. Det er et spørgsmål om landsbyernes isolation, transportomkostninger og den deraf følgende komparative fordel.
Det er også i Guangdong, at man tydeligst kan se den udenlandske handels påvirkning af Kinas økonomi. Konkurrencen med billigt importeret jern og stål betød, at de store jernværker forsvandt, mens de små overlevede og i visse tilfælde trivedes.
De store jernværker, beskrevet af Qu Dajun (1630–1696)
C. F. Liljevalchs beskrivelse, 1847
Dabieshan er et isoleret bjergområde, hvor fattigdommen har været ekstrem. Her har man produceret jern i små højovne til lokalt brug. Denne produktion fortsatte uafbrudt indtil moderne tider, og blev grundigt dokumenteret under Det Store Spring Fremad i 1958.
Fujian, en bjergrig provins på Kinas sydøstkyst, har haft en lignende jernindustri med små jernværker i de mange isolerede dale. Emigranter tog teknikken med sig til Filippinerne, hvor den i begyndelsen af det 20. århundrede blev dokumenteret af amerikanske ingeniører.
Jernindustrien i Fujian og Filippinerne
Sichuan er en meget rig provins i Sydvestkina, hvor man har produceret jern i store højovne til salg i hele provinsen.
I Hunan og Jiangxi provinserne i Centralkina har jernindustrien været delt i to sektorer, med stor og lille skala, ligesom i Guangdong. Kuriøst nok har selveste Mao Zedong i sine unge dage dokumenteret dens økonomiske og sociale sammenhæng.
Shanxi provinsen i Nordkina har haft en helt anderledes jernproduktionsteknik end resten af Kina. Jernet blev udvundet i digler. Samme teknik blev i begyndelsen af det 20. århundrede overtaget af Höganäs i Sverige, hvor den synes stadig at være i brug.
I 1949 kom fred efter mere end et halvt århundredes krig og borgerkrig. Den teknologi, som er beskrevet i det foregående, var stadig levende i visse egne. Den viste sig nyttig i genopbygningen, og fik også betydning i ‘Det Store Spring Fremad’.
Der verserer rigtig mange myter om denne kampagne for ‘baggårdshøjovne’, men historien er mere kompleks end som så. Kampagnen startede som et fornuftigt forsøg på at komme ud af økonomisk gridlock ved at etablere mindre industrianlæg, som ikke stillede så store krav til infrastruktur som de kæmpe moderne anlæg. Den blev dog hurtigt for ambitiøs, og endte i fiasko.
Den del af kampagnen, som handlede om, at alle bønderne skulle ud og lave jern i baggården, var tåbelig, men varede kun et par måneder og havde ikke de helt store konsekvenser. Tidens store katastrofe lå et helt andet sted, i hungersnøden 1959–60, hvor millioner af mennesker døde af sult.
