De to sektorer i Norge og Sverige

At man finder små og store jernværker i samme region, i konkurrence med hinanden, er ikke unikt for Guangdong. Samme fænomen ses andre steder i Kina i de sidste par århundreder, men også i andre dele af verden.

Familiejernværk i Dalarna, Sverige, begyndelsen af 1700-tallet. Manden charger blæsterovnen, kvinden driver blæsebælgen (med fødderne, mens hun spinder med hænderne) og drengen kløver en rødglødende ‘klode’ med en økse. (Jernkontorets annaler, 1845, 29.1, pl. 3).

Halvstort højovnsjernværk i Sverige, begyndelsen af 1800-tallet. (Joh. Carl Garney, Garney’s handledning uti svenska masmästeriet, Stockholm 1816, titelblad).

I Sverige og Norge i 1700-tallet var der stadig mange bondefamilier, som producerede jern i små blæsterovne samtidig med, at det meste jern kom fra mellemstore højovne. Billedet til venstre viser en bondefamilie i Dalarna, ca. 1732, i gang med at udvinde jern i en lille blæsterovn. Noget af jernet brugte de selv, resten solgte de på lokale markeder. På samme tid i samme region (Kopparbergs Län) var der 79 halvstore højovnsværker, som må have lignet det i det næste billede. Der er ingen tvivl om, at produktionsomkostningerne for bøndernes jern, målt i arbejdstimer, var langt højere end for jernet fra højovnene, men udenfor landbrugets travle sæsoner havde familien ikke meget andet at bruge deres arbejdskraft til. Deres komparative fordel lå i jernproduktion.

I Norge beregnede Ole Evenstad noget senere, i 1782, omkostningerne for blæsterovnsdrift efter de sædvanlige lønforhold på landet og konkluderede,

Et Skippund [159,4 kg] fiint og omsmeltet Jern koster da 4 Rigsdaler 47 Skilling. Dette Jern er i alle Deele ligesaa got, som det Jern-Værkerne levere for 10, 11 til 12 Rdlr Skipp., ja det første endog meget bedre, end en Deel af det sidste. Naar nu Bonden skal kiøbe Jernet saa dyrt ved Jern-Værkerne, og siden transportere det 20 til 30 Miile derfra til sit Hiem, hvor fordeelagtigt bliver ikke da Blæster-Bruget for ham, naar han er i Stand til at virke ikke allene det, han behøver, men endog saa meget, at han kan overlade til andre.

Alligevel må han beklagende konstatere, at de norske bønder ikke længere producerer jern, men bruger deres arbejdskraft i tømmererindustrien i stedet. Åbenbart har deres komparative fordel ændret sig, f.eks. pga. forbedrede transport- og markedsforhold for tømmer.

De små højovnsjernværker i Guangdong synes at have været noget større foretagender end familieværkerne i Sverige og Norge, men de havde samme funktion: de gav de fattige bønder beskæftigelse i landbrugets ledige perioder.

Klik på et billede for at se det forstørret.