Beskrivelse af en højovn i Sichuan, af den ungarske opdagelsesrejsende Béla Széchenyi, 1877

[Huangnipu er en landsby i det nuværende Yingjing amt.]

Huangnipu ligger i en snæver dal og bærer helt igennem præg af et ægte minedistrikt; alt er sort af kul- og jernstøv. I omegnen fører hængebroer over bækkene. Kul og jernsten forekommer sammen i bjergene i umiddelbar nærhed.

Overfor landsbyen, på den modsatte bred, står en højovn, ca. 8–9 m høj og 5,5–6 m bred ved fundamentet. Efter formen synes den at ligne europæiske højovne; den er bygget af sten, men holdt sammen af en fortømring.

Szechenyi højovn
Tegning og snit gennem en vanddrevet højovn i Yingjing amt, Sichuan, ca. 1877. (Béla Széchenyi, Die wissenschaftlichen Ergebnisse der Reise des Grafen Béla Széchenyi in Ostasien, Bd. 1, Wien 1893, s. 678).

Ilden bliver blæst med en blæsebælg [dvs. vindkasse], som er 1 m i diameter og har en længde på 3,5 m. Denne blæsebælg, eller rettere -cylinder, er bygget præcist efter mønstret for den almindelige kinesiske køkken-blæsecylinder [vindkasse], med den forskel, at den er drevet af et vandhjul. Til tapning af både jern og slagger er der kun én åbning, i hvert fald så jeg ikke en særlig åbning til sidstnævnte.

Malmen er en jernsten (blackband) med 40–60% Fe, som findes mellem kullejerne. Da værket stod tomt og ude af drift kunne jeg ikke samle flere data om udvindingsprocessen. Højovnens konstruktion ses i [ovenstående billede].

I værkets lagre fandtes en temmelig stor mængde plader af råjern med dimensionerne 1 × 0,60 × 0,02 m [disse ville veje ca. 100 kg hver]. Overfladen på dette støbejern er meget slagget på grund af den manglende slaggeudskillelse. Brudfladen er stålgrå med overordentlig mange blærer.

Ved siden af højovnen var støberiet, som dog også var ude af drift.  . . .

Jernværkerne ved Huangnipu fremstiller udelukkende de gryder [wokker], som er det eneste uundværlige i kinesiske køkkener, disse skåle, som ligner stærkt konvekse urglas, med en diameter på 0,30–0,80 m, og som man støder på overalt i det kinesiske rige.

Gryderne består af støbejern og har en godstykkelse på kun 0,003–0,005 m, men har ikke desto mindre den egenskab, at de i en vis grad lader sig smede. Når gryden efter lang tids brug har fået et hul kan den repareres af en omvandrende smed, som med en pånittet plade gør den fuldstændig vandtæt igen. [Forfatteren har sandsynligvis misforstået noget, som han har hørt om kinesiske kedelflikkere. De plejede at lappe gryder med flydende støbejern, ikke med pånittede plader. Men måske har han set kedelflikkere, der arbejdede på en anden måde.]

[Oversat fra Béla Széchenyi, Die wissenschaftlichen Ergebnisse der Reise des Grafen Béla Széchenyi in Ostasien, Bd. 1: Die Beobachtungen während der Reise. Wien 1893, s. 678–679. Det er en tysk oversættelse af den ungarske originaltekst, Budapest 1890.]

Klik på et billede for at se det forstørret.