Ferdinand von Richthofens beskrivelse af jernudvinding i Dayang, Shanxi, 1870

[Teksten har ingen billeder, men figuren her kan illustrere beskrivelsen.]

Når man på den store transportvej møder utallige lastdyr og bærere med antracitkul, venter man at finde en jernindustri i stor skala. Men i denne region har både kulbrydning og jernfremstilling sammme karakter som al kinesisk industri: grov, diminutiv i sjælden grad, og alligevel overordentlig fuldkommen. Det er
forbløffende, når man ankommer til disse meget omtalte steder, at se blot hundreder af små virksomheder, som deles om arbejdet. Her findes intet, som tilnærmelsesvis ligner en europæisk højovn.

Shanxi digler
Jernudvinding i digler i Gaoping amt, Shanxi, 1898. (Transactions of the American Institute of Mining Engineers, 1904, 34, fig. 1, overfor s. 854).

Jernudvindingen finder sted på en let skrånende bund, 2½ m lang og 1½ m bred. På de to langsider er der lervægge, 1¼ m høj. Den tredje side, mod hvilken bunden stiger, er åben, og på den fjerde står et lille og primitivt skur til blæsebælgen og de to mennesker, som driver den. Bunden dækkes af små stykker antracit, på størrelse med en knyttet næve. Derpå stiller man ca. 150 smeltedigler af ildfast ler, [15] tommer [38 cm] høj og 6 tommer brede [15 cm], fyldt med en blanding af små stykker antracit og knust jernmalm. Alle mellemrummene fyldes omhyggeligt med antracit, og et lag af brændslet lægges ovenpå. Undertiden bliver endnu et lag med 150 smeltedigler stillet ovenpå det første, og derpå endnu et lag antracit. Endelig lægges et lag skår fra smeltedigler. Hele bunken bliver nu tændt, og luft blæses ind. Når det hele er i brand, og varmen betydelig, indstilles blæsningen, da den naturlige træk er tilstrækkelig til at holde varmen oppe.

Hvis det er råjern, man vil lave, bliver smeltediglerne udtaget efter et bestemt tidsrum og indholdet støbt som flade skiver; produktet ser ud til at være et rent hvidt Stahleisen [et råjern med lavt fosfor- og svovlindhold og forholdsvis lavt siliciumindhold]. Hvis man i stedet vil lave smedejern, lader man hele bunken brænde ud og køle ned over en periode på fire dage. Diglerne bliver derefter taget ud og slået i stykker; jernet i hver digel er så i form som en halvkugle.

Disse to typer jern tjener som råmateriale for mange forskellige produkter, og den videre behandling af den ene eller anden art til bestemte formål er hemmeligheder indenfor de forskellige fabrikker. Nogle af disse har skaffet sig et stort renommé for deres fremstilling af kedler, plove eller andet udstyr.

En tredje type råjern bliver fremstillet ved, at man hælder det flydende jern drypvis i vand. Dette jern bliver brugt som tilsætning til de andre typer i forskellige mængder til forskellige formål.

Det bedste produkt er smedejernet, som er betydeligt bedre end det europæiske og besidder stor smedbarhed. Kineserne udmærker sig også ved støbning af meget tynde genstande, især de jernpander [wokker], som bruges i madlavning; dette er en kunst, som de forstår overalt, men den har sin hjemstavn i Shanxi.

Det er meget interessant at gå rundt til de forskellige virksomheder og overalt se disse enkle metoder i brug, som har tjent siden gamle dage. Det er klart, at deres store fuldkommenhed, foruden lang erfaring, også skal tilskrives råmaterialernes kvalitet. Alt, som de har brug for, leveres af de produktive lag i kulforekomsterne . . . Af de vidt udbredte jernmalme bliver kun de reneste og lettest smeltelige anvendt. Ler og ildfast materiale findes også i store mængder, men det vigtigste råmateriale er antraciten.

[Oversat fra Ferdinand von Richthofen’s Tagebücher aus China, Berlin: Reimer, 1907, s. 498–499. Der er en engelsk oversættelse i min The traditional Chinese iron industry and its modern fate, s. 48–51.]

Klik på et billede for at se det forstørret.