Mao Zedong om jernindustri i Xunwu amt, Jiangxi, 1930

[‘Søg sandhed i fakta’ har været et vigtigt slagord gennem det kinesiske kommunistpartis historie, og mange undersøgelser af lokale forhold er blevet foretaget af aktivister forskellige steder i løbet af partiets første år. Mao Zedongs rapport om Xunwu amt i 1930 er blevet publiceret fordi det netop er skrevet af ham, længe før han blev en ledende skikkelse i partiet; uden tvivl ligger mange andre undersøgelser ulæst i arkiverne. Rapporten er på 169 sider i engelsk oversættelse, og giver en detaljeret beskrivelse af sociale og økonomiske forhold i amtet og den vigtigste by, som også hedder Xunwu. Den del, som oversættes her, er Afsnit 17 i Kapitel 3, ‘Handel’.]

17. Jernindustri

Der findes i Xunwu by tre smedjer, ved smedemester Ye, smedemester Yang og smedemester Li. Smedemester Yang er fra Anyuan, mens Ye og Li er fra Yudu [amt i Jiangxi]. Hver smedje har en kapital på omkring 50 yuan. De smeder en lang række redskaber til brug i landbrug, håndværk og madlavning . . . [originalen opremser 26 redskabstyper, som er svære at oversætte], sabler, sværd, foldeknive, søm, dørhængsler og tøndebånd. Bortset fra de tre slags våben er produkterne almindelige brugsgenstande, som sælges i Xunwu by og omegn. Både produkterne og måden, de er lavet på, er traditionelle.

Jern udvindes seks steder i amtet . . . [stednavnene remses op]. Hvert sted er der ovne til udvinding af jern og til støbning af wokker, plovskær og muldfjæle. Det er ikke kun i Xunwu amt, at det udvundne jern bliver solgt. Det meste bliver sendt til Huizhou og Shilong [begge i Guangdong, ca. 250 km væk og forbundet med Xunwu af floden Dongjiang], og noget bliver sendt til Menling [i Jiangxi, ca. 30 km væk]. Omkring halvdelen af wokkerne sælges i Huichang og Ganzhou [i Jiangxi, 50–100 km væk], og en lille del i Chaoan og Shantou [i Guangdong, ca. 200 km væk]. Plovskærene og muldfjælene bliver kun solgt lokalt.

Hver ovn kræver arbejdskraft som følger:

  • Trækulbærere, 20 mand. Trækul bruges til både udvinding og støbning af jern.
  • Kulsviere, der producerer trækul fra træ. Hver kulsvierovn kræver 3 mand, 5 kulsvierovne tjener én højovn, ialt 15 mand.
  • Jernsandbærere. [Jernsand vaskes] af bønder og sælges til jernværket; disse arbejdere er svære at tælle.
  • Arbejderne ved selve jernværket: udvinding af jern i højovn, 10 mand; friskning af støbejern til smedejern, 12 mand; støbning af wokker, 12 mand; fyrbøder, 1 mand; driftsleder og hans hjælpere, 3 mand.

Ialt beskæftiger en ovn til udvinding af jern ca. 200 arbejdere.

Kapitalen for en ovn til udvinding af jern alene er ca. 1000 yuan, og for en ovn til støbning af wokker ligeledes 1000 yuan. Altså kræver et jernværk til både udvinding og støbning en kapital på ca. 2000 yuan. De største udgifter er til jernsand og trækul, men der er også mad til arbejderne og deres løn.

Nogle jernværker ejes af enkeltpersoner, andre af partnerskaber. Daglønnen er for ovnmesteren 1,20 yuan, for arbejderne 0,30 yuan, og maden. Driftslederen får 70 yuan pr. år. Arbejdernes løn udbetales dagligt, driftslederens årligt. Værket betaler også ofringer til guder, bonuser og rejseudgifter for arbejderne.

Ovnmesteren har høj status. Hvis han ikke bliver behandlet ordentligt kan han sabotere værket, og firmaet blive ruineret. En ovnmester kan tjene så meget som 500 yuan på et år. Et jernværk kan producere jern for 4000 yuan pr. år, altså kan amtets seks jernværker producere for 24.000 yuan pr. år.

Før Republikken [1912] kom der ingen eller meget lidt udenlandske jern, og arbejdslønnen var også mindre. Jernproduktionen i Xunwu var meget større end nu, og et ordentligt jernværk kunne producere for over 20.000 yuan pr. år. Under Qing-dynastiet [før 1912] var der kun to jernværker i Xunwu, som altså kunne producere for 40.000 yuan pr. år. I dag er jernværkernes antal øget, men totalproduktionen er faldet; grunden til dette er, at arbejdslønnen er højere (fordi prisen på udenlandske industrivarer er høj), og at udenlandsk jern trænger sig på.

I Xunwu by er der tre smede, to fra Yudu og én fra Anyuan. De omrejsende smede ude på landet er alle fra Yudu. I Yudu findes mange jernarbejdere. Der er 3800–3900 jernværker, de store højovne betjenes af 4 mand, de mindre ovne af 3 mand, altså er der omkring 13.000 jernarbejdere. De arbejder ikke kun i Jiangxi, men også i Fujian og Guangdong, nogle også i Sydøstasien.

[Oversat fra Mao Zedong nongcun diaocha wenji, Beijing 1982, s. 89–91. Der findes en engelsk oversættelse af Roger Thompson, Mao Zedong, Report from Xunwu, Stanford 1990, s. 105–107, men oversætteren har ikke forstået den metallurgiske terminologi i teksten.]