Donald B. Wagner, Den traditionelle jernindustri i Kina og dens moderne skæbne

Komparativ fordel


Meget kort fortalt siger teorien om komparativ fordel, at det økonomisk rationelle ikke nødvendigvis er, at gøre det man er bedst til, men det man kan tjene mest på i det givne marked.

Et vigtigt spørgsmål for økonomer i 17- og 1800-tallet var, under hvilke betingelser international handel er fordelagtig for staten og samfundet. Adam Smith (1723–1790) fremhævede absolutte fordele: når ét land er bedst til at producere ét produkt og et andet er bedst til at producere et andet, så er det økonomisk rationelt, at landene specialiserer sig i hvert deres produkt og bytter.

David Ricardo (1772–1823) nuancerede Smiths teori ved at pege på komparative fordele: ét af landene kan have en absolut fordel i begge produkter, og alligevel kan det være rationelt at specialisere sig i det ene, eksportere det og importere det andet. Hans eksempel gik på vin og klæde i Portugal og England: portugiserne var mest effektive til at producere begge dele, men deres fordel var størst i vinproduktion, derfor var det rationelt, at portugiserne specialiserede sig i vin, eksporterede den og importerede klæde fra England.

I vores eksempel fra 1700-tallets Norge havde bønderne i forhold til industrien en absolut fordel i produktion af jern, fordi arbejdskraft udenfor landbrugets travle tider var billig. Ifølge Ole Evenstads beregninger i 1782 havde bønderne stadig en meget stor absolut fordel i jernproduktion, men i løbet af 1700-tallet var der sket noget – måske øget efterspørgsel efter tømmer, måske forbedret transport – som rykkede den komparative fordel over til tømmerproduktion, således at det blev rationelt for bønderne at producere og sælge tømmer og købe industriproduceret jern.

Om Ricardos teori om komparative fordel og dens baggrund se f.eks. Finn Olesen og Kurt Pedersen, Den økonomiske teoris rødder – fra Aristoteles til Lucas, Århus 2002, især s. 87–88.