Donald B. Wagner, Den traditionelle jernindustri i Kina og dens moderne skæbne

Klik på et billede for at se det forstørret.

Konstruktion og drift af en højovn til udvinding af jern fra jernsand i Dabieshan ifølge Guo Yujing, 1932

[Originalen giver målene i engelske fod og tommer; i oversættelsen er disse konverteret til centimeter. Teksten har ingen illustrationer, men diagrammet her, fra 1958, passer meget godt til tekstens beskrivelse.]

Højovn, 1958
Snit gennem en højovn i Macheng amt, Hubei, 1958. Målene anføres i ‘markedstommer’ (shicun, 3,3 cm). (Omtegnet fra Yejin bao, 1958, nr. 45, s. 22).

Højovnen, eller ‘sandudsmeltningsovnen’, har følgende dimensioner:

     • højde 183–244 cm
     • diameter øverst 66–104 cm
     • diameter i midten 36–86 cm
     • diameter nederst 41–94 cm

Den er opdelt i en øvre og nedre sektion. Disse er forstærket med jernbånd, fire pr. sektion, forbundet af flere lige jernstænger. Væggen i nedre sektion er 23 cm tyk bagtil og 10 cm tyk foran. Nederste del kaldes ‘havbunden’, den er lavet af en stor wok. Der er et hul i bagvæggen til tvieren. Foran er et firekantet hul, 4 × 4 cm, til tapning af flydende jern og slagge.

Området omkring taphullet er den del, som er mest udsat for høje temperaturer. I Xinyang bruges sandsten fra Jiayu amt, Hubei, til dette formål; i Shangcheng, diatomit fra Xishui, Hubei. De to materialer er lige ildfaste.

Materialer for ovnkonstruktion

Man bruger løss [en meget almindelig jordart i Kina] og sand samt ubrændt trækul fra ovnslagge, vasket og pulveriseret (dette kaldes ‘trækulspulver’). Løss blandes med sand og trækulspulver, og blandingen bruges til at fore ovnen. Forholdet mellem løss og sand er ca. 100 til 34. Når foringen er tør pudses det hele med trækulspulver, og ovnen er parat til brug. I bunden, hvor temperaturen er højest, tilsættes gamle taphulssten (diatomit) og lidt salt i blandingen af løss, sand og trækulspulver.

Tviere

Materialet er det sammme som ovenfor beskrevet. Af dette formes et rør, 61 cm langt og med ydre diameter 10 cm og indre diameter 5 cm, vægt ca. 20 kg. En ovn bruger fire tviere pr. døgn. Den vigtigste detalje i tvierens installation er vinklen. Blæsten skal rettes præcist mod taphullet, ellers bliver temperaturen utilstrækkelig.

Vindkassen

Vindkassen er af træ og måler 213 cm i længde, 30 cm i indre diameter og 41 cm i ydre diameter. Ventiler monteres indeni. Skaftet er 366 cm lang. Vindkassen drives af to personer.

Driftstart

Ovnen fyldes først med trækul. Dette brændes indtil ovnbunden er ekstremt varm. Derefter tilføres et nyt lag trækulsstykker efterfulgt af et lag knust trækul, til en [samlet?] tykkelse af 61 cm. Derefter tilføres et lag jernsand, 2,5 cm tykt.

. . .

Blæsten drives indtil ovnens indhold synker ned. Derefter tilføres trækul og knust trækul, tykkelse 13 cm, og jernsand, tykkelse 2,5 cm, kontinuerligt i en cyklus. Efter den tredje tilførelse af jernsand kan det flydende jern ses. Trækul og jernsand tilføres en gang til, og derefter vippes ovnen for at tappe jernet. Samtidig stikkes en målepind med hage ind i tvieren. Hvis tvieren er blevet forkortet ved smeltning bliver den skubbet længere ind, således at den flugter med ovnens indervæg. Inputs på ét døgn er

  • trækul 4200 kg
  • jernsand 3000 kg

Og output er

  • råjern 1300 kg

Det flydende jern tappes ud i en stor støbeske af jern foret med en blanding af salt og løss efterfulgt af et lag trækulspulver. Jernet hældes i en sandform, som er 51 cm lang og 13 cm bred.

Ovnens for . . . er udsat for tæring, og skal repareres hver 2.–3. dag.

Slaggen flyder ikke frit, den indeholder små stykker trækul og bønneformede jernaggregater. Disse bliver knust, vasket og returneret til ovnen.

[Oversat fra Zhang Youxian og Guo Yujing, ‘Henan tiekuang’, Henan sheng dizhi diaochasuo huikan, 1932, 1: 239–241. Denne og flere andre beskrivelser, fra 1916 og 1958, er oversat til engelsk i min Dabieshan, London & Malmö 1985.]

Klik på et billede for at se det forstørret.