Donald B. Wagner, Background to the Great Leap Forward in Iron and Steel
Gammel ‘trækulshøjovn i Kinas indre’ (sandsynligvis Hunan eller Jiangxi), 1938. (Technische Mitteilungen Krupp: Technische Berichte, 6, no. 4, 1938, s. 108–12).
Højovne i Hunan, 1958. (Foto: Rewi Alley, arkivet på Needham Research Institute, Cambridge).
Diagram af en højovn som dem, der vises i ovenstående fotografier, 1958. (Yang Kuan, Zhongguo gudai yetie jishu fazhan shi, Shanghai 1982, s. 185).
I de centralkinesiske provinser Hunan og Jiangxi ser man igen
det
fænomen, at der blev brugt to meget forskellige typer
højovne, store og
små. De store, som vises her til højre, havde en indre
skakt, bygget
af
sandsten, og en ydre ramme af træ. Mellemrummet blev fyldt med
hårdtampet jord. Brændslet var oftest trækul, men
enkelte steder koks.
De producerede typisk 1,3–1,4 tons råjern pr. døgn.
Jernværk i det centrale Kina, enten Hunan eller Jiangxi, ca. 1910. (Stahl und Eisen, 1912, 32.4: 1407).
En af de små højovne er vist i ovenstående billede. Brændslet i disse ovne var enten koks eller antracit, aldrig trækul. Produktionen var typisk 0,4–0,5 tons pr. døgn.
I Mao Zedongs rapport om lokale forhold i Xunwu amt i det sydlige Jiangxi i 1930 kan man se lidt mere om de økonomiske og sociale forhold omkring driften af (formentlig) de store højovne. Produktionen er gået tilbage på grund af udenlandsk konkurrence, men der er stadig en levende jernindustri, med seks jernværker i drift.
Rapporten fortæller også kort om amtet Yudu, længere nordpå, hvor der skulle være 3800–3900 store og små jernværker i drift. Det er umiddelbart svært at tro på, at der skulle være så mange i et enkelt amt (ca. på størrelse med Fyn), men det er ikke umuligt. Det kan sagtens være, at betingelserne for landbrug i amtet var så ringe, at befolkningen levede af jernproduktionen alene – igen et spørgsmål om komparativ fordel. Noget lignende var tilfældet i provinsen Shanxi.
