Jernindustrien i Dabieshan

Dabieshan er et isoleret bjergområde, ca. på størrelse med Jylland, der ligger omkring det punkt, hvor provinserne Henan, Hubei og Anhui mødes. Fattigdommen her har været ekstrem, og før 1960’erne var der næsten ikke en eneste vej – transport foregik til hest eller til fods. Fattigdommen og isolationen har betydet, at en lokal jernindustri med små højovne kunne overleve længe efter, at de traditionelle jernværker andre steder var bukket under for udenlandsk konkurrence.

Den malm, der blev brugt her, var jernsand, som kan udvindes fra sandet i floder, der flyder fra granitbjerge. Flodsandet vaskes i en sluse; vægtforskellen mellem kvarts og jernoxyder gør, at det almindelige kvarts-sand skilles fra og efterlader et sort eller mørkerødt sand med op til 90 procent jernoxyder (analyse af én prøve viste 20% Fe2O3 og 70% Fe3O4).

Råjern blev udvundet af denne utroligt rige malm i små højovne som dem, der er vist her til højre og beskrevet af Guo Yujing i 1932. Brændslet var trækul, og et flussmiddel var ikke nødvendigt. Blæsten kom fra en stor vindkasse, som blev drevet af to mennesker, og ligesom ved de små jernværker i Guangdong foregik tapningen ved, at hele ovnen blev vippet. De vandrette bjælker og kæden, som kan ses i nogle af billederne, tjente til at begrænse vipningen. Billedet nedenunder viser de færdige plader af råjern.

Dette råjern bruges direkte i et støberi eller friskes til smedejern. Friskningsherder i Dabieshan vises i ovenstående billede, og processen er beskrevet i en vejledning fra 1958. Jeg har ikke fundet et fotografi af processen i Dabieshan, men billedet til højre, fra Shanxi, kan give en ide om, hvordan den kan have set ud. Produktet er små smedejernsbarrer som dem, der ses i billedet nedenunder.

Regionens isolation betød, at den traditionelle jernindustri ikke kom i konkurrence med udenlandsk jern; faktisk synes den at have fået bedre tider i det 19. århundrede, måske på grund af Guangdong-industriens forfald.

Med den dramatiske stigning i prisen på importeret jern, som fulgte med Første Verdenskrig, 1914–18, kom nye muligheder for Dabieshans jernindustri. I Østkina var de store jernværker væk, og regionen blev leverandør af jern til et meget stort område. Jernet blev faktisk båret på ryggen af kulier ud af bjergene til en stor del af det sydlige Henan – en sælsom udvikling for øjne, der er vant til at se på den moderne stålindustri.

I 1950’erne betød fred, genopbygning og isolation fra verdensmarkedet igen et opsving for de traditionelle jernindustrier rundt omkring i Kina. Under forberedelserne til Det Store Spring Fremad, 1958–60, blev de traditionelle jernfremstillingsteknikker undersøgt og dokumenteret af kompetente teknikere, og Dabieshan var en af de regioner, som man især fokuserede på. Forsøget på at udbrede teknikkerne til andre steder blev en fiasko, men den dokumentation, som blev lavet i forbindelse med kampagnen, er i dag en uvurderlig teknologihistorisk kilde.