Jern og stål i oldtidens Kina

Polhem: Tidskrift för teknikhistorie, 1990, 8.1: 2-37.

Donald B. Wagner


Denne sammenfatning af forskningspublikationer fra de sidste seks år har som direkte anledning min ansøgning om tildeling af Ph.D.-graden ved Københavns Universitet, hvor der kræves "en sammenfattende redegørelse (resumé) for de videnskabelige resultater, der er opnået". Jeg har dog benyttet lejligheden til at skrive en bredere redegørelse, som kompletterer de konkret opnåede resultater med nogle mere spekulative betragtninger over metoder og perspektiver, som denne forskning har givet anledning til.

De afhandlinger, som det drejer sig om, er de otte, som er angivet i bibliografien under navnet Wagner. Disse er oftest blevet skrevet med henblik på ganske snævert definerede problemstillinger, og har henvendt sig til indbyrdes meget forskellige specialistgrupper. Nærværende artikel henvender sig generelt til historikere, og forsøger at undgå at kræve for meget specialiseret viden om metallurgi eller om kinesisk historie og arkæologi.

Det langsigtede mål med denne forskning er to forholdsvis ambitiøse bøger. Den første, som så småt nærmer sig en afslutning, har titlen Iron and steel in ancient China. Den skal give en detaljeret og afrundet redegørelse for Kinas tidligste jernindustri (indtil slutningen af Han-perioden 220 e.v.t.), med særligt henblik på dens betydning for den økonomiske og samfundsmæssige udvikling og omvendt på de økonomiske og samfundsmæssige faktorer, som har betinget industriens udvikling. Den anden bog er bindet om jernmetallurgi i Joseph Needham's Science and civilisation in China. Her skal udviklingen følges videre, indtil ca. 1600 e.v.t., med en lignende målsætning, dog på et mindre detaljeret niveau og, i mesterens ånd, med stærk vægt på de kinesiske præstationer og på transmissionen af kinesiske opfindelser til Vesten og deres historiske betydning her.

1. Mål og metode

Hvad er teknikhistorie, eller hvad burde teknikhistorie være? Der findes mange bud; jeg vil her fremføre et forslag til svar, som ikke i sig selv er originalt (se især MacKenzie 1984), men hvis formulering er min.

Man må i alle tilfælde begynde med, at teknik ikke er naturvidenskab, og at teknikhistorie er afgørende forskellig fra videnskabshistorie. Mens videnskabshistorie er en forholdsvis klart afgrænset gren af åndshistorie, er teknikhistorie nærmest beslægtet med økonomisk historie, idet det er de økonomiske faktorer, som klarest betinger den teknologiske udvikling. En meget anvendt definition på økonomisk historie er, et det er den del af faget historie, som ikke kan studeres uden et dybt kendskab til økonomisk teori. Således har den økonomiske historie intet veldefineret objekt, og der er intet historisk spørgsmål, som en økonomisk historiker på forhånd afskærer sig fra at undersøge. På lignende måde vil jeg foreslå følgende definition på teknikhistorie: Teknikhistorie er den del af faget historie, som ikke kan studeres uden et dybt kendskab til mindst én gren af de tekniske videnskaber. Ifølge denne definition er en teknikhistoriker, ideelt set, først og fremmest historiker. De spørgsmål, som han stiller til sit materiale, er ikke væsensforskellige fra andre historikeres spørgsmål; men i kraft af hans tekniske viden er det muligt for ham at inddrage tidens teknik og dens udvikling i sine overvejelser.


Det centrale begreb i den form for teknikhistorie, som jeg her forsøger at definere, er det tekniske valg (technological choice). Tekniske valg forekommer på mange niveauer og kan være både bevidste og ubevidste (eller eksplicitte og implicitte). Et nærliggende eksempel er Danmarks fravalg af atomkraft. Et mindre indlysende eksempel er valget mellem smedejern og støbejern til landbrugsredskaber: I romertidens Europa faldt dette "valg" på smedejern, i Kina i samme tid på støbejern, uden at noget menneske, i øst eller vest, nødvendigvis har tænkt på muligheden for at vælge mellem de to materialer.

Et teknisk valg har, uanset om det er bevidst eller ubevidst, årsager og virkninger, og teknikhistorikeren studerer disse. En af mange årsager til Danmarks valg af el-fremstilling uden atomkraft er, at en klar beslutning i atomkraftens favør endnu ikke var blev taget og iværksat, før Three-Mile-Island ulykken gjorde en sådan beslutning umulig i et demokratisk samfund med højt uddannelsesniveau. Blandt de mulige virkninger (konsekvenser) kan nævnes en forstærkning af drivhuseffekten og ugunstige energivilkår for industrien. Virkningerne vil først kunne ses og vurderes af en fremtidig historiker, der studerer 1990'ernes Europa i et komparativt perspektiv. De tekniske valgs årsager og virkninger er meget tit økonomiske, men som eksemplet viser er det langtfra altid tilfældet. Der er også en tendens til, at de mange årsager og virkninger filtrer sig ind i hinanden, således at det kan være mere frugtbart at tale om vekselvirkninger.

I den ældre historie vil teknikhistorikeren oftere være interesseret i de tekniske valg, som jeg har kaldt ubevidste eller implicitte. Her er en komparativ metode strengt nødvendig, for hvordan skal man ellers kunne vide, om der faktisk har været tale om et valg? Når vi nu kan se, at man i to jævnbyrdige samfund (f.eks. Romerriget og Han-riget) har brugt meget forskellige teknikker til tilfredsstillelse af same behov - her fortsætter vi med eksemplet landbrugsredskaber af støbejern eller smedejern - har vi et historisk faktum, hvis årsager og virkninger kan undersøges. Den forsker, som kun ser på én kulturkreds, kan sjældent få øje på et sådant teknisk valg, for det er altid nærliggende at tro, at der ikke findes andre tekniske muligheder, end dem man netop ser.

For sinologen, der jo netop lever og virker i én kultur og forsker og underviser om en anden, forekommer komparative studier fuldstændig naturlige og uundværlige; og det kan synes uforståeligt, at teknikhistorien så sjældent drives komparativt. Der findes mange grunde til at undlade at se komparativt på et emne; den som oftest drages frem er sprogproblemer. Jeg vil ikke på dette sted fuldstændig underkende disse gode undskyldninger men vil alligevel påpege, at teknikhistorisk forskning uden komparativt perspektiv meget tit drager konklusioner på et mangelfuldt grundlag.


Jeg må her citere en berømt bemærkning i Marx's Filosofiens elendighed: "Håndkværnen giver et samfund med en feudalherre, dampmøllen giver et samfund med en industrikapitalist."[1] Citatet duer godt som karikatur af den type konklusion, som teknikhistorikeren efter min mening bør forsøge at komme frem til. Den snævre determinisme og den umiddelbare slutning fra småt til stort er der ikke brug for; men ideen om, at den tekniske udvikling påvirker (og påvirkes af) historiens øvrige gang, finder jeg uundværlig.

Der findes en hurtig kur for den snævre determinisme: man behøver bare studere et problem komparativt og i dybden, og straks vil alle simplistiske forklaringer forsvinde i en underskov af indbyrdes kæmpende årsager og virkninger af vidt forskellig art. Det er på denne baggrund, at jeg argumenterer for en teknikhistorisk forskning, som ikke specielt fremhæver teknikken, men behandler de tekniske valg som historiske faktorer på lige fod med alle de andre faktorer, som indgår i historiens vekselvirkning.

Angående eksemplet støbejern kontra smedejern vil jeg komme med nogle bemærkninger i det følgende; men en fuldstændig redegørelse er jeg langtfra i stand til at give.

2. Den første brug af jern i Kina

Jeg har i to artikler (1986; 1987b) beskæftiget mig med spørgsmål vedrørende den første jernudvinding i Kina.


Hvor, og i hvilken kulturel sammenhæng, blev jernet opfundet i Kina? En vigtig artikel af arkæologen Huang Zhanyue[2] giver en kritisk gennemgang af det relevante skriftlige og arkæologiske materiale og kommer frem til, at intet af det skriftlige materiale er pålideligt. Han eliminerer også en hel del af det arkæologiske materiale og kommer frem til, at de tidligste veldaterede jerngenstande er fra ca. 500 f.v.t., og er fundet to steder: i Changsha, Hunan, og Luhe, Jiangsu. Førstnævnte var i den sydligste del af staten Chu, sidstnævnte i staten Wu.

Mit eget studium af materialet fra Changsha fører til den konklusion, at dateringen er forkert. Den er baseret på visse antagelser om Chu-statens kultur, som er historisk uforsvarlige og desuden klart modbevises af de mere professionelle udgravninger af betydeligt bedre bevaret materiale ved Chu's hovedstad i Jiangling, Hubei. Den artikel, hvori jeg argumenterer for denne negative konklusion (Wagner 1987b), er en meget detaljeret øvelse i arkæologisk metode, og skal ikke refereres her. Artiklen munder ud i den hypotese, at det tidligste brug af jern i det geografiske område, som udgør Kina i dag, var i den sydlige del af den moderne provins Jiangsu, dvs. den daværende stat Wu. Hvis denne hypotese bekræftes af fremtidige arkæologiske fund åbnes der for nogle interessante perspektiver.


Den tidligste "kinesiske" kultur (Shang- og Zhou-rigerne) har modtaget væsentlige påvirkninger fra syd og (formentlig, men mere kontroversielt) fra vest, men centrum har klart været Den Centrale Slette i Nordkina.[3] Sydkina, dvs. regionen syd for Kunlun-Qinling-Dabie bjergkæden (som løber parallelt med og nordfor Yangzi-floden) er geografisk, etnografisk, og lingvistisk meget forskellig fra Nordkina. Forskellene er tydelige i dag, og var endnu mere udtalte i oldtiden. I fysisk geografi har regionen mere til fælles med Sydøstasien end med Nordkina. I oldtiden har man formentlig talt austroasiatiske og/eller austronesiske sprog, og de moderne sydkinesiske dialekter er klart påvirket af disse (e.g. Pulleyblank 1983: 435-442; K. C. Chang 1987; Egerod 1984).

De forhistoriske arkæologiske kulturer i Sydkina synes at have været mangfoldige, men med visse fælles træk, især en form for hård keramik dekoreret med stemplede geometriske mønstre (se f.eks. Li Boqian 1981; Peng Shifan 1987). Keramik af denne type synes ikke at være fundet i Sydøstasien, og de få eksempler, som er fundet i Nordkina, kan forklares som importvarer. Fællestrækkene i de forhistoriske kulturer i Sydkina forklares normalt som tegn på jævnlige kontakter (fredelige og/eller krigeriske) mellem kulturer, som egentlig er ubeslægtede.

Senest i begyndelsen af Zhou-perioden (ca. 11. årh. f.v.t.), sandsynligvis før, kommer en stærk kulturpåvirking til de sydkinesiske kulturer fra den nordkinesiske højkultur. Blandt andet begynder de første bronzegenstande at dukke op i Sydkina. Etno-arkæologer har skrevet en del om de ændringer, der kan ske i et primitivt samfund, når det kommer i kontakt med en højkultur; en interessant og provokativ diskussion gives f.eks. af Morton H. Fried (1983). Arkæologien i Sydkina er endnu ikke kommet så langt, at det er muligt at sige meget om, hvordan de sydkinesiske kulturer er blevet påvirket af kontakten med Nordkina, men der er ingen grund til at tvivle på, at der er sket store ændringer i samfundsstrukturen. Alene indføringen af bronzeteknikken må have haft stor betydning.

Samtidig med, at indføringen af bronzeteknikken formodentlig har været årsag til betydelige sociale ændringer i de sydkinesiske kulturer, kan man også se, at man i Sydkina har udviklet bronzeteknikken i nye retninger. De tidligste bronzegenstande, som er fundet i Sydkina, er importvarer fra Nordkina. Senere finder man lokale efterligninger af disse, og derefter kommer en udvikling i nye retninger. Det er kunsthistorikerne, som har været mest opmærksomme på denne udvikling (f.eks. Kane 1975), men nye tekniske opfindelser kommer også frem: ét eksempel blandt mange er cire perdue metoden til formning af komplicerede støbeemner (Barnard 1987).

Fra skriftlige kilder ved vi ikke særlig meget om, hvad der foregik i Sydkina i Shang- og Zhou-perioderne; det lidt, som vi ved, er skrevet udfra et nordkinesisk synspunkt og handler om "barbarer". De sydkinesiske kulturer, som vi ved mest om, er staterne Wu og Chu. Chu, med centrum i den moderne provins Hubei, ses gennem kilderne som en i bund og grund "kinesisk" kultur, dog med tydelige "barbariske" træk. Noget lignende ses i arkæologien, f.eks. i de sidste ti års udgravninger ved Chu-hovedstaden i Jiangling, Hubei (Höllmann 1986; Wagner 1987b: 136-142). Kunsten udskiller sig meget fra den nordkinesiske, men gravskikken, som man normalt regner for en meget følsom indikator for kulturelt slægtskab, er stort set den samme som i Nordkina. Dog er der den interessante forskel, at mange flere grave bliver fundet. Omkring hovedstaden alene viser de første arkæologiske kortlægninger, at der findes mindst tyve Chu gravpladser, hver med mindst 2.000 grave. Dette synes at være betydeligt flere end man kender fra samme periode (ca. 700-278 f.v.t.) i hele Nordkina. En nærliggende tanke er, at det store antal grave indicerer et mere egalitært samfund, hvor en større del af befolkningen har råd til en ordentlig begravelse.

I modsætning til Chu ses staten Wu i kilderne som en helt igennem barbarisk kultur, dog med en fyrsteslægt, der stammer fra Taibo, bror til Kong Wen af Zhou (Chavannes 1901, 4: 1-5). Historien om Taibo hører sammen med en hel række andre historier om flygtninge fra de nordkinesiske stater, som bragte kulturen og teknologien til barbarerne i Wu. Det er indlysende, at disse historier har deres oprindelse i et behov for at forklare, hvordan disse barbarer ca. 500 f.v.t. pludseligt kunne blive så stærke, at de blev en alvorlig trussel for de nordkinesiske stater. Uden tvivl er det rigtigt, at optagelsen af visse elementer af den nordkinesiske kultur, især bronzeteknikken, var en medvirkende faktor i Wu's opkomst, men de specifikke historier må henregnes til den rene fiktion.

Arkæologien i Wu-området viser på samme måde som de skriftlige kilder en kultur, som er væsensforskellig fra de nordkinesiske kulturer. Blandt andet er gravskikken helt anderledes, med "gravhøje", der overfladisk set ligner de skandinaviske. Med undtagelse af bronzeteknikken er det svært at få øje på klare kulturpåvirkninger fra Nordkina. Der er kinesiske indskrifter på nogle af bronzegenstandene, men man ved ikke, om skriften blev brugt til noget udover ceremonielle indskrifter.

I både det skriftlige og det arkæologiske materiale er der tegn på, at bronzeteknikken har indtaget en særlig plads i Wu-samfundet. Nordkinesiske kilder nævner som noget særligt ved Wu-regionen, at alle mennesker kan arbejde med bronze (Biot 1851, 2: 459-461). I den lokale folklore, som blev skrevet ned i det 1. årh. e.v.t., er der meget, der peger i samme retning (se f.eks. Schüssler 1966: 97-106; Eichhorn 1969: 31-33; Lanciotti 1955: 107-108). Fund i mange Wu-grave af rå kobberbarrer og bronzeskrot peger måske også i denne retning. Specielt vigtigt er det, at man her har brugt bronze til landbrugsredskaber.

I Nordkina i Shang- og Zhou-perioderne har man brugt bronze næsten udelukkende til våben og til symbolske genstande (f.eks. offerkar). Redskaber af bronze er forholdsvis sjældne (Shang Zhou 1979: 37-40). Bronzeproduktionen synes at have været koncentreret i nogle få meget store enheder. I modsætning hertil synes man i Wu at have haft mange små produktionsenheder, ja det er faktisk muligt at forestille sig, at bronzeproduktionen var en bibeskæftigelse for bønderne mere end et specialiseret erhverv. Ved siden af våben og symbolske genstande har man også produceret landbrugsredskaber såsom hakker, skovle, spader og segle i stort tal.


Hvis det virkelig var i Wu, at man først begyndte at bruge jern i Kina, må man prøve at finde årsagerne til, at det netop var her og ikke et andet sted. En særlig egenskab ved Wu-kulturen er, at man her har brugt bronze til landbrugsredskaber. Efter min mening kan man i dette finde en vigtig årsag til, at man netop her begyndte at bruge jern.

Det er en meget almindelig iagttagelse i forhistorisk arkæologi generelt, at jern i begyndelsen er bronze underlegent og først tages i brug, når ændringer i enten udbud eller efterspørgsel gør det umuligt at fortsætte med bronze alene (se f.eks. Maddin et al. 1977). I Vesten hænger dette sammen med, at rent smedejern ikke er hårdere eller stærkere end bronze, og er mere besværligt at arbejde med. Det var først, da man lærte at lave stål, at det blev et bedre materiale end bronze til de fleste praktiske formål.

Som nævnt ovenfor synes det at have været hvidt støbejern, som man først kendte til i Kina. Det er så svært at støbe rent og fejlfrit, at det sjældent er blevet brugt til dekorative eller symbolske genstande. Det er også for hårdt og sprødt til gode våben, og i krig er det et naturligt krav, at våbnene skal være mindst lige så gode som modpartens, koste hvad det vil. Til de fleste landbrugsredskaber er hvidt støbejern sikkert ikke nær så godt som bronze, men det er meget billigere, og betydeligt bedre end træ eller sten. Dertil kommer, at kobbermalm i Wu-området kun findes i små spredte forekomster, og da altid i forbindelse med meget større jernmalmsforekomster (Shan Shumo et al. 1980: 19). Det vil derfor være mere sandsynligt her end f.eks. ved Tonglüshan, at en mangelsituation opstår og gøre det nødvendigt, at begynde at bruge jern som erstatning for bronze.

Mere spekulativt kan man tilføje, at de små, spredte, og ikke-specialiserede enheder, som synes at have været karakteristiske for bronzeproduktionen i Wu, kan have fremmet en anden form for teknisk kreativitet, end den, som man ville forvente ved de store specialiserede kobberværker som det, der er udgravet ved Tonglüshan. Ved Tonglüshan har opgaven været produktion af kobberbarrer, som blev sendt et andet sted hen, hvor kobberet blev legeret med tin og bly (endnu andre steder fra) og støbt som de ønskede slutprodukter. Det er på store kobberværker som dette, at man har udviklet de store og effektive kobberudvindingsovne, som er omtalt ovenfor, således at en storproduktion blev så effektiv som muligt. I de små produktionsenheder i Wu kan man forestille sig, at den egentlige opgave var at producere de færdige ting, som der var brug for, f.eks. landbrugsredskaber. Her har man lettere kunnet få den idé, at det uønskede biprodukt jern kunne bruges som erstatning for bronze til visse formål.

I en centraliseret nordkinesisk højkultur har man udviklet de store kobberudvindingsovne, og en sådan udvikling kunne ikke have fundet sted i den mere primitive Wu-kultur. Men når man i Wu havde overtaget denne avancerede teknik, kunne man her udvikle en jernudvindingsteknik, som man ikke havde kunnet finde på i Nordkina. Vi ser her et smukt eksempel på et samspil mellem høj- og barbarkultur i den tekniske udvikling, og kan måske også skimte én af årsagerne til, at man har brugt støbejern i Kina næsten 2000 år før man har brugt det i Vesten.


De tidligste ikke-meteoritiske jerngenstande, som indtil nu er fundet i Kina, er en smedejernsstang og en støbejernskugle fra Wu-området. Disse dateres til ca. 500 f.v.t.; mere forsigtigt kunne man datere dem til første halvdel af det 5. årh. f.v.t. Den videnskabelige arkæologi i Wu-området er meget nyere end i Nordkina, og for bare ti år siden kom alt, hvad man vidste om Wu, fra ekstremt upålidelige skriftlige kilder.[4] De videnskabelige udgravninger er nu i fuld sving, men arkæologerne arbejder i skarp konkurrence med landbrugets modernisering. Wu-gravhøjene bliver i disse år sløjfet i hundredetal, og bønderne kalder først arkæologerne ind, når de finder noget, som de selv mener bør undersøges. Det kan ikke forventes, at andre end arkæologer vil kunne forstå betydningen af en stærkt korroderet jerngenstand, som mere ligner en sten end noget menneskeskabt (Wagner 1987b: 147-149). Det er endnu ikke muligt at konfrontere den hypotese, som er skitseret ovenfor, med et tilfredsstillende arkæologisk materiale. Der synes på den anden side ikke at være publiceret noget materiale, der afgørende taler imod hypotesen.

Udgravninger i Chu-hovedstaden viser forholdsvis tydeligt, at jern først blev brugt her i begyndelsen af det 4. årh. f.v.t. (Wagner 1987b: 142-147). En del jernredskaber fundet i Tonglüshan-kobberminen dateres tentativt til det 4. årh. f.v.t., men de metallurger, som har undersøgt redskaberne, anfører en meget god grund til at mene, at de ikke blev produceret lokalt (overs. Wagner 1985a: 718-719). Den lokale jernmalm indeholder så meget kobber, at man må regne med i hvert fald 0,5% kobber i alt jern, der produceres her med en før-moderne udvindingsteknik. Men redskaberne indeholder kun 0,01-0,05% kobber, i et enkelt tilfælde 0,17%. Derfor må de være produceret et andet sted. Udfra skriftlige kilder mener man, at Tonglüshan-området hørte til staten Chu i denne periode, og derfor kan man måske slutte, at redskaberne blev produceret et sted i Chu.

I Nordkina synes jernet først for alvor at komme i brug så sent som i begyndelsen af det 3. årh. f.v.t., men nu går udviklingen meget hurtigt. Denne udvikling tages op i det følgende.

3. Det tredje århundrede f.v.t.

Det materiale, som blev præsenteret i afsnit 2, synes at indicere, at den tidligste udvikling af jernteknikken i Kina skete i syden - i staten Wu fra i hvert fald begyndelsen af det 5. århundrede f.v.t. (sandsynligvis noget før) og i staten Chu fra begyndelsen af det 4. århundrede f.v.t. I Nordkina kommer de første sikre tegn på produktion og anvendelse af jern henimod slutningen af det 4. århundrede f.v.t., og nu synes udviklingen pludselig at gå meget stærkt. Omkring begyndelsen af det 3. århundrede f.v.t. er redskaber og våben af jern blevet helt almindelige dagligdags ting.

Det er også i denne tid, at kildematerialet - både det skriftlige og det arkæologiske - bliver meget mere omfattende, og samtidig har en sådan karakter, at det fordrer særligt kritiske metodeovervejelser (Wagner 1988).

Den tidligste sikre omtale af jern i kinesiske skriftlige kilder er nedskrevet ca. 300 f.v.t., i filosoffen Mencius' svar til den konkurrerende filosof Xu Xing fra Chu, hvor der fremgår, at Xu Xing dyrker jorden med redskaber af jern (Egerod 1953: 84-86; Wagner 1988: 174). I dette tilfælde kan det godt være, at det er vigtigt i sammenhængen, at Xu Xing netop var fra Chu, men efter denne tid er der mange passager i de skriftlige kilder, der viser, at jern er almindeligt i dagligdagen.

Det pludselige spring i brugen af jern kan også iagttages i det arkæologiske materiale, men det ses bedst, når man har gennemtænkt et par metodespørgsmål. Det største problem er, at arkæologisk materiale fra denne periode normalt er meget svært at datere. De fleste relevante jerngenstande er ikke mere præcist daterede end til Zhanguo perioden (5.-3. årh. f.v.t.) og kan derfor ikke bruges i en sammenligning mellem det 3. og det 4. århundrede f.v.t. Selv når arkæologerne giver en mere præcis datering, kan der tit være grund til at være forsigtig med den, som den ovenfor nævnte sag med Changsha-gravene viser. Dertil kommer, at næsten alle jerngenstandene er fundet i grave; man kan ikke gå ud fra, at de ting, som blev valgt til nedlæggelse i graven hos den døde, afspejler de levendes materielle kultur på nogen direkte eller enkel måde.

En nyttig undtagelse er en massegrav for ca. 30 faldne soldater, der er blevet udgravet ved hovedstaden i staten Yan i Yixian, Hebei (Wagner 1988: 175-176; jfr. 1985a: 849-853). En temmelig præcis og pålidelig datering til de første tiår af det 3. århundrede f.v.t. muliggøres af 1360 mønter, der blev fundet i graven. Soldaterne blev begravet med deres udrustning, og det viser sig, at stort set alle deres våben var af jern. Et antal løsdele har været af bronze, men her drejer det sig enten om dele, hvis mekaniske egenskaber er uvæsentlige, f.eks. dupsko til spydskafter, eller dele, som skal støbes meget præcist, f.eks. lukkemekanismer til armbrøster.

Materialet fra denne grav viser med stor sikkerhed, at jern i begyndelsen af det 3. århundrede f.v.t., i staten Yan, næsten fuldstændig har erstattet bronze i de anvendelser, hvor det faktisk er et bedre materiale. Det siger ikke særligt meget om, hvad situationen var i resten af Kina, og heller ikke noget om, hvornår denne overgang fandt sted. Graven er enestående; desværre er der ikke publiceret data fra sammenlignelige grave fra andre tider eller andre steder i Kina.

Jeg har foreslået (1988: 177-178), at det bedste tilgængelige materiale til udforskning af denne type spørgsmål om udvikling i materielkulturen er det, som er blevet tilvejebragt ved udgravninger (oftest nødudgravninger i forbindelse med anlægsarbejder) af store gravpladser forskellige steder i Kina. Udgraverne giver normalt en relativ periodisering af gravene samt en absolut datering af perioderne. Udfra mit eget studium af en hel del materiale af denne slags har jeg konkluderet, at den relative periodisering plejer at være pålidelig, mens den absolutte datering skal omgås meget mere varsomt. Indenfor hver periode skal man undersøge de fundne genstande komparativt; f.eks. skal antallet af jernsværd sammenlignes med antallet af bronzesværd for den samme periode. Mit første forsøg på at bruge denne type materiale (1988: 177-178, jfr. "postscript" s. 192) benyttede udgravninger i Huixian, Henan; Luoyang, Henan; og Changsha, Hunan. Konklusionerne er her noget diffuse, og jeg har også vist i en senere artikel (som nåede at blive trykt først), at den gængse periodisering af Changsha-gravene er fuldstændig forkert og ubrugelig (Wagner 1987b).

Et senere forsøg på at undersøge brugen af jern i samme periode, som endnu ikke er færdig til udgivelse, omfatter et større materiale og viser mere klart, at et stort spring i anvendelsen af jern fandt sted, sandsynligvis i begyndelsen af det 3. århundrede f.v.t. Et interessant fænomen, der kommer frem i denne undersøgelse, og som har stor betydning for metodeovervejelserne, kan nævnes her.

I 558 grave udgravet ved Chu-hovedstaden i Jiangling, Hubei, dateret i seks perioder fra det 7. århundrede til 278 f.v.t. (Jiangling 1984; jfr. Wagner 1987b: 136-146) har man fundet våben i ca. 40% af gravene fra alle perioder; dette tyder på, at næsten hver eneste mand fik et våben med i graven. Våbnene omfatter sværd, hellebarder, spyd, pilespidser, og mange andre typer. De fleste er af bronze, men nogle er af tin eller træ - disse sidste var selvfølgelig atrapper, ikke brugbare våben. De eneste våben af jern er nogle få armbrøstpile med jernskaft og bronzespids. Af jern finder man nogle redskaber og nogle dekorative genstande, men altså ingen våben af betydning. Når man har fundet våben i så mange grave, er man næsten nødt til at konkludere, at jern, selvom det blev brugt meget tidligt i Chu, stort set ikke blev brugt til våben her, før Chu blev erobret af Qin i 278 f.v.t.

Chu-gravene i Jiangling kan sammenlignes med 206 grave fra tre udgravninger i nærheden af de to Qin-hovedstæder i Fengxiang og Xianyang, Shaanxi (Jin Xueshan 1957; Wu Zhenfeng & Shang Zhiru 1981; Sun Derun 1982). Disse dateres i fem perioder fra det 6. århundrede indtil 206 f.v.t. Næsten ingen våben blev fundet i disse grave, og derfor er det umuligt udfra dette materiale at sige, hvorvidt jern blev brugt til våben i Qin. Det kan dog nævnes, at de jerngenstande, som blev fundet i Qin-gravene (bl.a. bæltekroge og graveredskaber), omfatter både smedejern og støbejern, mens man kun finder støbejern i Chu-gravene. Smedejern egner sig meget bedre til de fleste våbentyper end støbejern, og f.eks. i den ovenfor beskrevne Yan-grav er alle jernvåben af smedejern (Wagner 1985a: 849-853); derfor kan dette forhold tages som et indicium for, at man i Qin har brugt jern til våben.


Min gennemgang af hvad de skriftlige kilder kan fortælle om jernindustrien i det 3. århundrede f.v.t. (Wagner 1988: 178-186) er en detaljeret øvelse i kildekritik. Det følgende er mere en spekulativ overbygning til dette end et egentligt referat.

Zhanguo-periodens historie er domineret af historien om Qin's opkomst fra en ubetydelig stat i det kinesiske kulturområdes vestlige udkant til hele Kinas erobrer 220 f.v.t. Der har været mange forsøg på at forklare, hvordan Qin-erobringen har været mulig. Blandt hypoteserne er, at Qin var særlig stærk i fabrikation af jernvåben; men forsøg på at bekræfte hypotesen udfra arkæologisk materiale har slået fejl (se især Keightley 1976; Trousdale 1977; Barnard 1979). Jeg har nævnt ovenfor, at man i Qin næsten aldrig har lagt våben af nogen art i grave; derfor er det ikke sært, at man ikke i det arkæologiske materiale finder noget tegn på en overlegenhed i våbenteknologi. Her må man ty til de skriftlige kilder. --Og samtidig må man forlade den snævre teknologiske determinisme til fordel for et bredere syn på teknikken i dens organisatoriske sammenhæng.

Ifølge de skriftlige kilder synes jernindustrien at have været særlig stærk i Chu-området, men dette gælder især efter, at området blev erobret af Qin. Filosoffen Xunzi omtaler fine stålvåben, som Chu allerede før 300 f.v.t. skulle have været kendt for (Wagner 1988: 174), men dette er i strid med det arkæologiske materiale, som synes at vise, at man i Chu kun brugte støbejern, ikke smedejern eller stål, og at man stort set ikke brugte jern af nogen art til våben. Denne modsætning forsvinder når man noterer sig, at Xun xi's tekst blev skrevet i 259 eller 258 f.v.t. (Knoblock 1983), tyve år efter Qin-erobringen. Der er mange kilder, der viser, at Qin gjorde meget ud af industriudviklingen i de erobrede områder. Kyndige industrifolk blev tvangsforflyttet til steder, hvor de rigeste naturressourcer fandtes, og her gik udviklingen meget hurtigt. Formentlig har jernindustrien i Chu-området været meget stærk i Xun zi's egen tid, og han har ikke kunnet tro andet, end at sådan har det altid været.

Umiddelbart kunne en tiltrækkende hypotese være, at det var i Qin, at jernvåben først blev anvendt, og at teknikken blev spredt til andre stater efterhånden som disse blev erobret af Qin. Stålvåbnene i massegraven i Yan, omtalt ovenfor, gør denne hypotese uantagelig. Yan blev først erobret i 226 f.v.t., og det synes at være umuligt at rokke ved dateringen af massegraven til de første tiår efter 300 f.v.t. Det er mere sandsynligt, at stålvåben var i brug i hele Nordkina allerede ca. 300 f.v.t. Chu havde den store kobbermine ved Tonglüshan (omtalt ovenfor og i Wagner 1986) og flere andre kobberminer; forsyningen med bronze var aldrig truet, og her følte man sandsynligvis aldrig behov for andre våben end bronzevåben. Chu var da også Qin's første store erobring, og denne ene erobring kan udmærket have skyldtes en rent teknisk overlegenhed, stålvåben overfor bronzevåben. I Nordkina har Qin ikke nødvendigvis været overlegen i våbensmedsteknikken, men måske i industriorganisation. Sammenligningen mellem Kinas forening under Qin og Tysklands forening under Preussen (Wagner 1988: 181-182) indgiver en formodning om, at det var Qin's ideologi sammen med dets praktiske politik: svækkelse af adelen, styrkelse af det centrale bureaukrati, og fremmelse af storindustrien, der gjorde Qin's erobring af Kina mulig.

En smed er en smed, og hans teknik er hans egen. Der findes til enhver tid og alle steder både dygtige smede og uduelige smede, og det er næsten meningsløst at tale om en sammenligning mellem smedeteknikken i Qin og den i andre nordkinesiske stater. Mere interessant i denne forbindelse er smedens råmateriale: ved brug af en avanceret teknik (højovn + friskherd, se afsnit 4) er det muligt at masseproducere jern, der både er billigere og bedre end det, som en smed kunne producere lokalt til egen brug (i en lille "luppeovn"). Den mere avancerede teknik kræver dog, at produktionen foregår i stor skala. Derfor kræver den en stor investering, et stort marked for produktionen, sikre transport- og markedsforhold og en stor og pålidelig arbejdsstyrke. Alt dette har sikkert været nemmere under Qin's centralistiske styre end i de mere "feudale" stater. Det er ikke nødvendigvis sådan, at Qin har introduceret en radikalt ny produktionsteknik (selvom dette er en mulighed); der er mere sandsynligt, at man fra begyndelsen brugte stort set samme teknik overalt i Nordkina, og at afhængigheden af denne teknik gjorde, at Qin's politiske system var mere effektivt end andre. Havde man i hele Nordkina, inklusiv Qin, brugt en anden teknik til primærproduktion af jern, kan det tænkes, at et andet politisk system måske havde været det mest effektive.


Hvad angår jernindustriens struktur i Kina i det 3. århundrede f.v.t. har jeg fremsat den hypotese, at den har bestået af enheder, der ligner de svenske "järnbruk" og amerikanske "iron plantations" i det 17. og 18. århundrede e.v.t. (Wagner 1988: 182). Et järnbruk eller iron plantation var et isoleret og stort set selvforsynende samfund på måske et par tusinde mennesker, der levede midt i et stort skovområde, og hvis økonomiske aktiviteter var centrerede om jernproduktionen: skovdrift, kulsvidning, malmsamling eller minedrift, højovnsdrift, osv. Deres isolation var en naturlig følge af deres teknologi, som brugte en højovn med trækul som brændsel. Højovnens økonomiske effektivitet stiger med stigende produktion, og en stor produktion kræver et stort forbrug af trækul, således at skoven, ikke malmen, har været jernværkets vigtigste ressource. I lande som Sverige og i de amerikanske kolonier, hvor der var store skove og dårlige transportforhold, var det naturligt at anbringe jernværkerne dér, hvor der var mindst mulig konkurrence fra andre træforbrugende erhverv.

Järnbruk'enes isolation og deres centrering om én meget tung og kapitalkrævende industri gav disse samfund en særlig karakter, som bl.a. har efterladt sig spor i den svenske fortællertradition. Carl Larsson i By (1915-18) og Johan-Olov Johansson (1934) har genfortalt nogle af de særlige "bergsmanshistorier" fra Dalarna og Värmland, og i Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga har et järnbruk en central placering. --Niels Holgersen besøgte et järnbruk i selskab med en bjørn, der fortalte ham om de økologiske konsekvenser, som overgangen fra det klassiske järnbruksliv til moderne industriproduktion havde medført.

Den amerikanske iron plantation Hopewell Furnace, Pennsylvania er nu bevaret som friluftsmuseum - dog med navnet ændret til Hopewell Village for ikke at forvirre turisterne - og livet i landsbyen er fremragende beskrevet af Joseph E. Walker (1966).

Et stednavn, som enhver amerikaner kender, er Valley Forge, hvor George Washington overvintrede med sin hær i 1777-78; men de fleste tror, at det er navnet på en dal. Valley Forge var faktisk en halvstor landsby, hvis mest iøjnefaldende kendemærke var en stor vanddrevet hammer. På svensk kunne den have heddet Dalhammar.

Vi ser et eksempel på vekselvirkningen mellem teknik og kultur i den svenske økonomisk historiker Eli F. Heckscher's beskrivelse af järnbruk'enes udvikling (1957: 116):

I organisatoriskt hänseende fick den svenska järnhandteringen under denne period [det 17. årh.] den form som senare har blivit den klassiska. Detta innebar uppkomsten av "bruk", annläggningar som krävde efter tidens förhållanden stora kapital och stodo under ledning av "ståndspersoner", brukspatroner. Socialt innebar detta upphovet till den första överklassen med värdslig bildning vid sidan av adeln och var därför ur allmän kulturell synpunkt en mycket stor förändring; en av den svenska järnhanteringens bästa kännare har sagt att ingen privat titel i Sverige någonsin har åtnjutit så stor anseende som namnet brukspatron. De gamla bergsmännen, som i motsats til brukspatronerna räknades till allmogen, begränsades därefter nästen fullständigt till järnhanteringens första stadier, gruvdrift och masugnsdrift [højovnsdrift], samt fingo ej ens behålla den senare av dessa helt och hållet för egen räkning, därför at det innebar uppenbara fördelar för bruken med egna masugnar - de nya, murade masugnarna brukade kallas för brukspatronsugnar.
Brukspatronernes særlige plads i svensk socialhistorie som den første ikke-adelige overklasse leder tankerne hen på de kinesiske jernværksejere i det 3. århundrede f.v.t.; de beskrives flere gange i kilderne som opkomlinge, der tilranede sig adelens privilegier (Wagner 1988: 179-180).[5]

4. Den tekniske fortolkning af det arkæologiske materiale

Efterhånden er der kommet ret mange arkæologiske undersøgelser i Kina, der direkte fortæller noget om oldtidens jernteknologi. Materialet kan groft opdeles i to typer: (1) udgravninger og undersøgelser af datidens jernværker og deres installationer; (2) mikroskopiske undersøgelser af jerngenstandenes struktur. Jeg har publiceret en del oversættelser af begge typer undersøgelse (1985a). Det ses her, at der nu findes arkæologisk materiale til belysning af de vigtigste tekniske spørgsmål omkring jernproduktionen i oldtidens Kina.[6]

Den kritiske brug af dette materiale kræver selvfølgelig en hel del teoretisk viden.[7] Men metallurgi er alligevel en så empirisk videnskab, at der også er behov for et empirisk materiale, der mere direkte belyser oldtidens teknik. I den fortolkning af det arkæologiske materiale, som er forsøgt i flere af mine publikationer, indgår både rent teoretiske overvejelser, sammenligninger med moderne og gamle vestlige teknikker, empiriske resultater fra laboratorieforsøg og studier over den traditionelle kinesiske jernindustri, som den har kunnet observeres i det 20. århundrede.


Studiet af mikrostrukturer viser, at mange støbejernsredskaber fra den kinesiske oldtid er blevet varmebehandlet for at forbedre deres mekaniske egenskaber. De er derfor hvad man på dansk kalder tempergods;[8] processen er forklaret i Wagner 1987a: 10-13. I en enkelt genstand (et hakkeblad fra Tonglüshan) er mikrostrukturen tilstrækkeligt simpel til, at det har været muligt at foretage en rent teoretisk beregning af varmebehandlingsbetingelserne for den (Wagner 1989: 15-20, 52-64). Ifølge beregningen kan denne struktur opnås ved at varmebehandle genstanden ved 750deg.C i 12 døgn. Dette er et interessant resultat, men det siger ikke så meget, som det ser ud til. Det er utænkeligt, at varmebehandlingstemperaturen har kunnet holdes ved præcist 750deg.C i denne lange tid; det er svært nok i en moderne elektrisk ovn. Man må regne med et temperaturudsving på mindst 50deg.C, sandsynligvis meget mere. Derfor siger resultatet højst, at temperaturen har været lav (i forhold til moderne varmebehandlingspraksis) og tiden forholdsvis lang, "mange døgn".


Den udregning var kun mulig, fordi mikrostrukturen i hakkebladet ikke indeholdt grafit. I de fleste oldkinesiske tempergodsgenstande er der grafit i mikrostrukturen, og man har for lidt teoretisk viden om grafitudfældning i jern-kulstof legeringer. Derfor må man ty til et rent empirisk sammenligningsgrundlag for at fortolke disse mikrostrukturer. I de sidste 50 år er der publiceret et væld af empiriske forsøg, der har til formål at forbedre den moderne teknik for varmebehandlingen af tempergods; de vigtigste resultater er opsummeret i Wagner 1989: 20-29. Disse resultater kan være nyttige, når man undersøger det oldkinesiske tempergods, men nytten er begrænset af, at de næsten udelukkende handler om legeringer, som bruges i den moderne industriproduktion. De oldkinesiske legeringer er i flere henseender forskellige fra de moderne (Wagner 1989: 28-29); den største forskel er, at moderne støbejernslegeringer normalt indeholder mindst 1% silicium, mens de oldkinesiske legeringer sjældent indeholder mere end 0,2%. Dette er faktisk en enorm forskel.

Det er derfor nødvendigt at supplere den moderne tekniske litteratur om tempergodsproduktion med laboratorieforsøg, der direkte belyser varmebehandlingen af legeringer, der ligner de oldkinesiske. Med velvillig hjælp fra Institut for Metallære, Danmarks Tekniske Højskole, har jeg lavet flere serier forsøg af denne art. De første af disse er beskrevet i Wagner 1989: 29-51.

Et af de spørgsmål, der presser på i studiet af det oldkinesiske tempergods, er den "sfærulitiske" tempergrafit, som tit observeres i genstandenes mikrostruktur (Wagner 1989: 22; Guan Hongye & Hua Jueming 1983; Parkes 1983). Udfra den moderne empiriske viden kan man ikke forklare, hvordan det er muligt at producere denne grafitmorfologi ved varmebehandling af støbejernsgenstande med den kemiske komposition, som disse genstande har.

Jeg kom til dette spørgsmål med den hypotese, at svaret måtte have noget at gøre med tre særlige kendetegn ved de oldkinesiske tempergodsgenstande: (1) jernet har meget lavt siliciumindhold; (2) genstandene er støbt meget tyndt; (3) de er sandsynligvis støbt i kokiller, dvs. støbeforme, der selv er lavet af støbejern. De første forsøg (Wagner 1989: 44-51) syntes at pege i retning af, at hypotesen kunne være korrekt. Senere forsøg (som endnu ikke er gjort klar til publikation) viser mere klart, at grafitmorfologien tenderer mere mod det sfærulitiske, jo tyndere godset er. Effekten forsvinder ved siliciumindhold højere end ca. 0,5%, og det synes at være derfor, at den ikke er blevet observeret i den moderne industriforskning.


Med hensyn til oldtidens jernproduktionsovne kommer det ældste arkæologiske materiale, som i øjeblikket er tilgængeligt, fra udgravninger af store jernværker fra Han-perioden (se f.eks. Wagner 1985a: 1040-1065; 1985b: 45-48). Disse er alle fra den tid (117 f.v.t. - ca. 2. årh. e.v.t.), da den kinesiske jernindustri var et statsmonopol; det er muligvis derfor, at værkerne synes at være meget ens. Materialet er ikke helt velegnet til belysning af de tekniske forhold i jernproduktionen før statsmonopolets indførelse i 117 f.v.t.

I disse værker blev råjern produceret med trækul som brændsel i store højovne, typisk 3-4 m høje og med en produktion på et par hundrede tons pr. år (Wagner 1988: 185-186). Noget af råjernet blev omsmeltet i andre ovne ("kupolovne", se Wagner 1987a: 1-3) og støbt som redskaber og andre støbejernsgenstande. Vi ved fra mikrostrukturundersøgelser, som ovenfor nævnt, at mange støbejernsgenstande derefter blev varmebehandlet for at forbedre deres mekaniske egenskaber. På de oldkinesiske jernværker har man fundet flere ovne, som ligner keramikovne; disse kan have været brugt til brænding af støbeforme af ler, men de kunne også bruges til varmebehandling af støbejernsgenstande.

Råjern fra en højovn har et højt kulstofindhold (typisk 4%); dette gør, at det kan støbes men ikke smedes. I Han-jernværkerne har man "frisket" råjernet, dvs. brændt kulstoffet ud af det, i små "friskherd".[9] Produktet fra disse var barrer af smedejern eller mildt stål med ca. 0 - 0,3% kulstof.

Til den tekniske belysning af disse installationer - højovn, kupolovn, friskherd - kan det tænkes, at kinesiske forskere en dag vil gøre rekonstruktionsforsøg i fuld skala, som der er gjort i forbindelse med oldtidens kobberudvindingsovne (se ovenfor, afsnit 2). Sådanne forsøg er dog meget besværlige og dyre, og kan da også kun være til nytte, hvis de er gjort på basis af en stor baggrundsviden og præcist udformede hypoteser. Man kan i første omgang komme forholdsvis langt gennem studiet af de traditionelle jernproduktionsteknikker, som er blevet brugt i Kina i det 20. århundrede. Jeg har i to publikationer (1984; 1985b) gjort et første forsøg på at skabe et overblik over disse. (Sammenligningen med det arkæologiske materiale ses i 1985b: 45-48; 70-79.)

Én type kilde til de traditionelle jernproduktionsteknikker er øjenvidneberetninger publiceret af moderne vesterlandske og kinesiske teknikere, som har opfattet de gamle teknikker som kuriosa, der kunne være interessante for andre teknikere at læse om. Det har især været geologer i den kinesiske stats tjeneste, der har skrevet disse beretninger: for i modsætning til købmænd, industrikonsulenter, journalister og missionærer kommer geologer i embeds medfør overalt, også i tyndt befolkede bjergegne med dårlige transportforhold. Det er i sådanne egne, at konkurrencen fra den moderne industriproduktion er mindst, og brugen af traditionelle teknikker af alle slags (ikke kun jernproduktionsteknikker) fortsætter længst.

En anden vigtig kildetype er tekniske beskrivelser, som blev publiceret i forbindelse med Det Store Spring Fremad, 1958-60. I dette forsøg på at komme ud over begrænsningerne for Kinas industriudvikling ved én stor kraftanstrengelse spillede de traditionelle jernproduktionsteknikker en stor rolle. Der blev publiceret flere hundrede tekniske studier af teknikkerne; disse synes tit at være præget af ønsketænkning, men læst med lidt kritisk sans kan de være meget gode kilder.


Et vigtigt metodeproblem (strejfet i Wagner 1984: 103-104) er, i hvor høj grad de traditionelle teknikker, som man har kunnet observere dem i det 20. århundrede, afspejler de teknikker, som blev brugt for nogle århundreder siden. Man ved, at konkurrencen med den moderne industri har gjort, at den traditionelle industri er blevet meget mindre, med færre enheder og en mindre produktion; men påvirkningen har ikke været ens overalt. Konkurrencen har ramt hårdest netop der, hvor man har brugt en teknisk sofistikeret og kapitalkrævende teknik. Faldet i prisen på jern som følge af konkurrencen har betydet et fald i arbejdslønnen og i kapitalens forrentning. Mange arbejdere har forladt den traditionelle jernindustri, og kapitalens flugt er gået endnu hurtigere; industrien har derfor holdt sig bedst i fattige og isolerede egne, hvor jernarbejderne ikke har haft andre alternativer og teknikken har været arbejdsintensiv og ikke kapitalkrævende. Vi mangler derfor en sikker teknisk viden om de mest avancerede kinesiske teknikker; de var allerede væk, før de kunne blive set af moderne teknikere.

Et interessant eksempel kan ses i udviklingen i provinsen Guangdong fra det 17. til det 19. århundrede (Hirth 1890; T.I.B. 1884; Li Longqian 1981; Cao Tengfei & Li Caiyao 1985). Udfra skriftlige kilder ved vi, at der her var to meget distinkte sektorer i jernindustrien. Små jernværker, der producerede til de lokale behov, fandtes i landsbyerne overalt. Desuden var der nogle kæmpestore jernværker i bjergene. Det råjern, der blev produceret i disse, blev transporteret ad Guangdongs store floder til industribyen Foshan. Her blev der produceret jernprodukter af høj kvalitet, som blev solgt langs Kinas kyst og overalt i Sydøstasien.

Midt i det 19. århundrede var der stadig nogle af de små jernværker i produktion (se f.eks. Wagner 1984: 98, 100, figs. 6, 13), men de store værker synes at være fuldstændig holdt op. I Foshan brugte man meget importeret jern (T.I.B. 1884), sandsynligvis suppleret med jern fra de små værker. Grunden til, at de store værker ophørte med deres produktion, var ikke, at de ikke kunne konkurrere; men den lavere pris på jern i det 18. og især det 19. århundrede betød en lavere forrentning for kapitalen samtidig med, at udlandshandelen bragte nye investeringsmuligheder (f.eks. i the- og opiumshandelen) der gav en meget højere forrentning for kapitalen.


Ovenstående metodeovervejelser kan også være vigtige i forbindelse med vurderingen af Det Store Spring Fremad. Den gængse vurdering blandt både kinesiske og vesterlandske forskere er, at kampagnen var en total fiasko uden formildende omstændigheder (se f.eks. MacFarquhar 1983). De fleste samtidige rapporter fra Kina, også de vildt begejstrede propagandaskrifter, synes at bekræfte denne vurdering når de bliver læst kritisk; der er ikke mange tegn på, at de tusinder af "baggårdsovne" faktisk producerede noget overhovedet. Af de mange fotografier af traditionelle højovne, som man ser i tidens propaganda, er der meget få, der viser dem i produktion. Men ifølge en tale af Zhou Enlai d. 23. august 1959 (citeret NED 1959: 18) blev der faktisk i året 1958 produceret 4,16 millioner tons brugbart råjern i disse primitive ovne (samt 4-5 millioner tons råjern, som var for dårligt til brug i stålproduktionen). Det vil sige, at ca. 30% af årets produktion (ialt 13,69 millioner tons brugbart råjern) blev produceret i disse primitive ovne, der efter de fleste iagttageres mening ikke duede til noget som helst. Var denne statistik bare den sædvanlige propaganda?

Det er mere sandsynligt, at kampagnen til en vis grad har været en succes i de egne af landet, hvor de traditionelle jernproduktionsteknikker endnu ikke var glemt. Hvor man allerede havde en produktion til lokalt behov kunne den udvides; dette var normalt kun tilfældet, hvor transportforholdene var dårlige, og derfor var dette i forvejen dyre jern endnu dyrere, når det var blevet transporteret derhen, hvor det skulle bruges; men det kan tænkes, at dette alligevel var en rationel brug af arbejdskraften i disse fattige egne. Den store fejltagelse lå i, at man prøvede at genoplive de traditionelle teknikker der, hvor de forlængst var glemt, og hvor der sandsynligvis også var bedre ting at bruge arbejdskraften til.

Det er sjældent, at journalister, politikere, diplomater eller turister kommer ud i Kinas rigtig fattige egne. Næsten alle, der har rapporteret om Det Store Spring Fremad, både kinesere og udlændinge, har holdt sig til de steder, hvor det var forholdsvis komfortabelt at rejse og opholde sig. Den eneste undtagelse, som jeg kender til, er den newzealandske journalist Rewi Alley (1961a; 1961b). Han var (eller er) en ægte fattigdomsromantiker, og han rejste, hvor få andre havde lyst til at rejse. Han havde også sans for et godt billede, og mange af hans fotografier af højovne viser dem i produktion. Han noterer stolt flere gange, at det synes at være de fattige, som er bedst til at producere jern; men det synes ikke at falde ham ind, at der ved siden af de moralske årsager også kan være gode makroøkonomiske årsager til dette.

5. Bibliografi

Alley, Rewi 1961a China's hinterland - in the leap forward. Peking: New World Press.

-------- 1961b Together they learnt how to make iron and steel: Some early types of furnaces used in 1958-9, in China. A book of pictures by --. (Et upubliceret album med 299 fotografier; dette og de fleste af originalnegativerne opbevares af East Asian History of Science Library [Needham Research Institute], Cambridge.)

Barnard, Noel 1979 "Did the swords exist? Some comments on historical disciplines in the study of archaeological data", EC 1978/79, 4: 60-65. Cf. Keightley 1976; Trousdale 1977.

-------- 1987 "The entry of cire perdue investment casting, and certain other metallurgical techniques (mainly metal-working) into South China and their progress northwards", paper to be presented at the Kioloa Conference, N.S.W., Ancient Chinese and Southeast Asian bronze cultures, 8-12 February 1988. (Noel Barnard Pre-print no. 15, June 1987.)

BDX = Beijing Daxue xuebao: Zhexue shehui kexue ban (Journal of Beijing University: Humanities and social sciences section).

Biot, Édouard (tr.) 1851 Le Tcheou-li ou Rites des Tcheou. 3 vols., Paris: Imprimerie Nationale. Facs. repr. Peking: Wen Tien Ko, 1940; Taipei: Ch'eng Wen, 1969.

Cao Tengfei & Li Caiyao 1985

(Brief report on ancient iron-smelting furnace sites in Luoding County, Guangdong). By Guangdong Provincial Museum ; written by --. WW 1985.12: 70-74.

Chang, Kwang-chih 1986 [Zhang Guangzhi ]
The archaeology of ancient China. 4th ed., rev. & enl., New Haven & London: Yale University Press.

-------- 1987
("Archaeology in southeastern coastal China and the origin of the Austronesians"), Nanfang minzu kaogu ("Southern ethnology and archaeology", Chengdu), 1: 1-14. English summary, p. 14.

Chavannes, Édouard (tr.) 1895-1905, 1969 Les mémoires historiques de Se-ma Ts'ien. Tômes 1-5, Paris: Leroux, t. 1, 1895; t. 2, 1897; t. 3, 1898; t. 4, 1901; t. 5, 1905; repr. Paris: Maisonneuve, 1967. T. 6, ed. and completed by Paul Demiéville, Max Kaltenmark, & Timoteus Pokora, Paris: Maisonneuve, 1969.

Dien, Albert E. (et al., eds.) 1985 Chinese archaeological abstracts, vol. 2-4 (Monumenta archaeologica, vol. 9-11), ed. by --, Jeffrey K. Riegel, and Nancy T. Price. 3 vols., Los Angeles: Institute of Archaeology, University of California. Cf. Rudolph 1978.

EC = Early China (Berkeley).

Egerod, Søren (overs.) 1953 Mencius' samtaler og sentenser. København: Nyt Nordisk Forlag.

-------- 1984 Østasiatiske sprog: Forelæsning den 1. marts 1984 i anledning af 25 års jubilæet som professor ved Københavns Universitet. København: Københavns Universitets Østasiatiske Institut.

Eichhorn, Werner (tr.) 1969 Heldensagen aus dem unteren Yangtse-Tal (Wu-Yüeh Ch'un-Ch'iu). (Abhandlungen für die Kunde des Morgenlandes, Bd. 38, 2). Wiesbaden: Deutsche Morgenländische Gesellschaft.

Fried, Morton H. 1983 "Tribe to state or state to tribe in ancient China?", Keightley 1983: 467-493.

FTJ = Foundry trade journal.

FTJI = Foundry trade journal international.

Guan Hongye & Hua Jueming 1983
"Research on Han Wei spheroidal-graphite cast iron", FTJI 5.17: 89-94. Abridged version, FTJ 1983, 15: 352. Cf. Parkes 1983.

Heckscher, Eli F. 1957 Svenskt arbete och liv: Från medeltiden till nutiden. Med kompletterande tilläg av Arthur Montgomery & Bengt Svensson. Stockholm: Bokförlaget Aldus/Bonniers. (Orig. 1941.)

Hirth, Friedrich 1890 "Die Handelsprodukte von Kuang-tung", pp. 76-101 in his Chinesische Studien, vol. 1, München & Leipzig: G. Hirth's Verlag.

Huang Zhanyue 1976

(On the problem of the first smelting of iron and use of iron implements in China), WW 1976.8: 62-70.

Höllmann, Thomas O. 1986 Jinan: Die Chu-Hauptstadt Ying im China der späteren Zhou-Zeit (Materialen zur allgemeinen und vergleichenden Archäologie, Bd. 41). München: C. H. Beck.

JHMS = Historical metallurgy: Journal of the Historical Metallurgy Society (London).

Jiangling 1984
Jiangling Yutaishan Chu mu
(Excavation report on 558 Chu graves at Yutaishan in Jiangling, Hubei), by the Jingzhou Regional Museum, Hubei . Beijing: Wenwu Chubanshe. English abstract pp. 192-194.

Jin Xueshan 1957

(Warring States period graves excavated at Banpo in Xi'an, Shaanxi), KGXB 1957.3: 63-92 + plates 1-16.

Johansson, Johan-Olov 1934 Smeder, brukspatroner och bergsmän. Repr. Ystad: Bokförlaget Settern, 1980.

Kane, Virginia C. 1975 "The independent bronze industries in the south of China contemporary with the Shang and Western Chou dynasties", Archives of Asian art (New York: The Asia Society), 28 (1974/75): 77-107.

Keightley, David N. 1976 "Where have all the swords gone? Reflections on the unification of China", EC 2: 31-34. Cf. Trousdale 1977; Barnard 1979.

-------- (ed.) 1983 The origins of Chinese civilization (Studies on China, 1). Berkeley, Los Angeles, & London: University of California Press.

KG = Kaogu ("Archaeology").

KGXB = Kaogu xuebao ("Acta archaeologia Sinica").

-------- 1978.1: 1-24 + plates 1-2

("The iron and steel making techniques of the Han dynasty in Henan"), by the Henan Provincial Museum ; the Blast Furnace Plant of the Shijingshan Steel Plant, Shoudu Iron and Steel Company ; and the Chinese Archaeo-Metallurgy Study Group . English summary p. 24.

KGyWW = Kaogu yu wenwu ("Archaeology and cultural relics").

Knoblock, John H. 1983 "The chronology of Xunzi's works", EC 1982/83, 8: 29-52.

Lanciotti, Lionello 1955 "Notes on ancient Chinese metallurgy: Sword casting and related legends in China", East and West, 6.2: 106-114.

Larsson i By, Carl 1915-18 Bergsmanshistorier berättede för Carl Larsson i By. Stockholm: Svenska Andelsförlaget, 1915. Andra samlingen, 1918. Facs.utg. Södertälje: LT's Förlag, 1976-77.

Li Boqian 1981

(Regionalization, periodization, and related problems concerning the geometric stamped pottery remains of south China), BDX 1981.1: 38-56.

Li Longqian 1981

(Embryonic capitalism in the mining and metallurgical industry of Guangdong in the early Qing period), pp. 352-380 in Zhongguo shehui jingji shi luncong, di-yi-ji (Studies in Chinese social and economic history, collection 1), ed. by Shanxi Provincial Institute of Social Sciences . Taiyuan: Shanxi Renmin Chubanshe.

Li Zhong 1975

("The development of iron and steel technology in ancient China"), KGXB 1975.2: 1-22 + plates 1-6. English summary pp. 21-22.

Liao Zhihao 1982

(Bronze agricultural implements of the ancient states of Wu and Yue), NYKG 1982.2: 114-117.

Littrup, Leif (ed.) 1988 Analecta Hafniensia: 25 years of East Asian studies in Copenhagen. London: Curzon Press.

MacFarquhar, Roderick 1983 The origins of the Cultural Revolution. Vol. 2: The Great Leap Forward. Oxford University Press.

MacKenzie, Donald 1984 "Marx and the machine", Technology and culture, 25.3: 473-502.

Maddin, Robert (et. al.) 1977 "How the iron age began", by --, James D. Muhly, and Tamara S. Wheeler, Scientific American, Oct. 1977, pp. 122-131.

NED = Notes et études documentaires (La Documentation Française, Paris)

-------- 1959 "L'industrie sidérurgique chinoise (1890-1959)", no. 2591, 12 nov. 1959.

NYKG = Nongye kaogu ("Agricultural archaeology").

Parkes, L. R. 1983 "S.-g. iron or not S.-g. iron?", FTJ, 27 Oct. 1983, pp. 391-392. Comment on Guan Hongye & Hua Jueming 1983, repr. from The metallurgist and materials technologist, Oct. 1983.

Peng Shifan 1987
Zhongguo nanfang gudai yinwen tao
(Impressed pottery of ancient south China). Beijing: Wenwu Chubanshe.

Peters, Edward Dyer 1895 Modern copper smelting. 7th ed., New York & London: Scientific Publishing Co.

Pfizmaier, August 1857 "Die Geschichte des Reiches U", Denkschriften der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften, Philosophisch-historische Classe (Wien), 8: 123-153.

Pulleyblank, E. G. 1983 "The Chinese and their neighbors in prehistoric and early historical times", Keightley 1983: 411-466.

Rudolph, Richard C. (ed.) 1978 Chinese archaeological abstracts (Monumenta archaeologica, vol. 6). Los Angeles: Institute of Archaeology, University of California. Cf. Dien et al. 1985.

Schüssler, Axel 1966 Das Yüeh-chüeh shu als Hanzeitlicher Quelle zur Geschichte der Chan-kuo-Zeit (Dissertation, München). Leutershausen bei Weinheim: K.-H. Meisel.

Shan Shumo, Wang Weiping, & Wang Tinghuai (eds.) 1980
Jiangsu dili
(The geography of Jiangsu). Jiangsu Renmin Chubanshe.

Shang Zhou 1979
Shang Zhou kaogu
(Textbook of Shang and Zhou archaeology), by the Shang-Zhou Group, Archaeology Section, Department of History, Beijing University . Beijing: Wenwu Chubanshe.

Sun Derun 1982

(Excavation of Warring States period graves at Huangjiagou in Xianyang Municipality, Shaanxi), by the Xianyang Qin Capital Archaeological Team ; written by --. KGyWW 1982.6: 6-15 + plate 1.

T.I.B. 1884 "Chinese iron foundries and rice pan casting", Chemical news, 25 July 1884, pp. 40-41.

Trousdale, William 1977 "Where all the swords have gone: Reflections on some questions raised by Professor Keightley", EC 3: 65-66. Cf. Keightley 1976; Barnard 1979.

Tschepe, Albert 1896 Histoire du royaume de Ou (1122-473 av. J.-C.) (Variétés sinologiques, no. 10). Chang-hai. Facs. repr. Nendeln: Kraus, 1975.

Tylecote, R. F. 1976 A history of metallurgy. London: The Metals Society.

Wagner, Donald B. 1984 "Some traditional Chinese iron-production techniques practiced in the 20th century", JHMS 18.2: 95-104.

-------- (overs.) 1985a (resumerende oversættelser af ti artikler fra de kinesiske arkæologiske tidsskrifter Wenwu og Kaogu ), Dien et al. 1985: 715-725, 728-733, 849-853, 928-953, 1040-1065, 1066-1075, 1091-1093, 1296-1297, 1313-1314, 1946-1948 (ialt 94 s.).

-------- 1985b Dabieshan: Traditional Chinese iron-production techniques practised in southern Henan in the twentieth century (Scandinavian Institute of Asian Studies monograph series, 52). London & Malmö: Curzon Press.

-------- 1986 "Ancient Chinese copper smelting, sixth century B.C.: Recent excavations and simulation experiments", JHMS 20.1: 1-16. Errata, 1987, 21.1: 51.

-------- 1987a "Støbejerns metallurgi og lidt om kinesisk støbejern", 50 s. i Jern: Fremstilling, nedbrydning og bevaring. Fortryk af forelæsninger til Nordisk Videreuddannelse af Konservatorer, København, 17-28 august 1987. København: Nationalmuseet, Bevaringssektionen.

-------- 1987b "The dating of the Chu graves of Changsha: The earliest iron artifacts in China?", Acta Orientalia (København), 48: 111-156.

-------- 1988 "Swords and ploughshares, ironmasters and officials: Iron in China in the third century B.C.", Littrup 1988: 174-192.

-------- 1989 "Toward the reconstruction of ancient Chinese techniques for the production of malleable cast iron", East Asian Institute occasional papers (Østasiatisk Institut, Københavns Universitet), 4: 3-72.

Walker, Joseph E. 1966 Hopewell Village: The dynamics of a nineteenth century iron-making community. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. Repr. 1974.

Wu Zhenfeng & Shang Zhiru 1981

(Excavation of a cemetery of the state of Qin at Gaozhuang in Fengxiang County, Shaanxi), KGyWW 1981.1: 12-38 + plates 6-11.

WW = Wenwu ("Cultural relics").

Notes

[1] Citeret af Donald MacKenzie (1984: 473). MacKenzie argumenterer for, at Marx ikke var en så stiv teknologisk determinist, som dette ene citat kunne antyde. Dette er jeg ikke i tvivl om; som den journalist, han også var, havde Marx sans for klare og karikaturagtige udsagn, som får læseren til at spærre øjnene op. Jeg fremdrager eksemplet her i samme ånd.

[2] Huang Zhanyue 1976; refereret og delvis opdateret i Wagner 1987b.

[3] Denne hurtige gennemgang af nord-syd problematikken i Kinas forhistorie er dels spekulativ, dels baseret på K. C. Chang (1986).

[4]Den historie, som kan udledes af disse kilder, fortælles i Pfizmaier 1857 og Tschepe 1896.

[5] I denne forbindelse skal man selvfølgelig tage den særlige plads, som jernproduktionen havde i Sverige i denne tid, i betragtning: jern udgjorde ca. 50% af Sveriges eksport (kobber udgjorde andre ca. 30%); Sverige dækkede 40% af Englands jernforbrug, og sikkert en endnu større del af jernforbruget i resten af Europa (jfr. Heckscher 1957: 110-111). I oldtidens Kina kan jernindustrien tænkes at have haft en plads af lignende betydning, ikke på grund af eksport men fordi der var et så stort behov for redskaber af jern i en agrarbefolkning på måske 50.000.000.

[6] De ti artikler, der er oversat i Wagner 1985a, er ikke mit valg af de væsentligste publikationer om emnet. Oversættelserne blev skrevet til en samling (Dien et al. 1985), som fra starten var begrænset til artikler publiceret i tidsskrifterne Wenwu og Kaogu i årene 1972-81. De to vigtigste oversigtsartikler er Li Zhong 1975 og KGXB 1978.1: 1-24; disse er desværre aldrig blevet oversat.

[7] Her skal jeg sende en varm tak til lektor, dr.scient. V. F. Buchwald, som i 1981 har tilladt mig at deltage i sin undervisning og øvelser ved Institut for Metallære, Danmarks Tekniske Højskole, og siden har været konstant behjælpelig med råd og vejledning.

[8] Tysk Temperguss, engelsk malleable cast iron, svensk oftest aducergods. Et par ældre danske betegnelser er hammerbart støbejern, smedeligt støbejern, og blødstøbegods.

[9] Wagner 1984: 101-102; 1985b: 60-84. Jeg har i publikationerne desværre brugt tre forskellige engelske betegnelser for denne type ovn. Fining hearth (eller finery) er vistnok mest korrekt; andre betegnelser er converting hearth og refining furnace. Friskherden er aldrig blevet brugt i Danmark, og der synes ikke at findes en standardbetegnelse for den på dansk; jeg fordansker her den svenske betegnelse färskningshärd, som synes at være en blanding af engelsk fining hearth og tysk Frischfeuer.